Skip to main content

Full text of "Den Danske Stjerne"

See other formats


DEM 

tt nri w wa fm w wt\ 

Maj 1971 • 120. Årgang • Nummer 5 







■*-■/■ ■ 

SS 

t. AS J 



#% - • -n? 



-4s>-' 



^t:^ Å 




Det 

inspirerende 

budskab 

AF ÆLDSTE ELDRED G.SMITH, Kirkens Patriark 



Mange af os tror, at det vil være lettere for os at tjene Herren og holde Hans bud, hvis 
vi fik lov til at leve i tusindårsriget, når Kristus kommer til jorden og Satan vil være bundet. 
Johannes skrev: „Og jeg så en engel komme ned fra Himmelen med nøglen til afgrunden 
og en stor lænke i sin hånd. 

Og han greb dragen, den gamle slange, det er Djævelen og Satan, og bandt ham for 
tusinde år 

og kastede ham i afgrunden og lukkede den over ham og satte segl for, så han ikke 
mere kunne forføre folkeslagene, før de tusinde år var omme. Så skal han løses en 
lille tid." 

Mange andre skriftsteder henviser til de tusinde år som en vidunderlig og herlig periode 
på jorden, fordi Lucifer, Satan, Djævelen, vil være bundet. 

Skriftstederne fortæller, at han vil blive „bundet med en kæde" og „kastet i afgrunden". 
For mig er dette symbolske vendinger. Jeg kan ikke helt forestille mig de lænker og 
afgrunde, der kan holde Satan. Den eneste magt, jeg kender, der kan binde Satan eller 
gøre ham magtesløs, er et retfærdigt liv. 

Den krig, som startede i himmelen, er endnu ikke afsluttet, og den vil heller ikke blive 
afsluttet, før enhver har bevist, hvor meget han eller hun er i stand til at modstå Satan. 
Selv Jesus Kristus måtte binde Satan, da Han blev fristet i ørkenen. Satan havde ingen 
magt over Jesus, fordi Han kunne modstå hans fristelser. Optegnelserne siger: „...og 
(han) forlod ham for en tid." (Lukas 4:13). 

Når man har modstået en fristelse indtil den ikke længere er en fristelse, har Satan mistet 
sin magt over én med hensyn til den specielle fristelse, og så længe man ikke giver efter 
for ham, er han i den udstrækning bundet. 

Hvis man for eksempel har lært at betale tiende, indtil det ikke mere er en byrde eller 
virkelig fristelse, har man i det omfang bundet Satan. Det samme gælder forVisdomsordet 
og for kyskhedsloven og for de andre af Evangeliets love. Satan bliver magtes løs overfor 
én på det område. 

Således kan man skridt for skridt binde Satan nu; man behøver ikke at vente til tusind- 
årsriget. O 



INDHOLDSFORTEGNELSE 

At mit Evangeliums fylde må blive forkyndt. Af præsident Joseph Fielding Smith . . 131 

At berede sig til at møde Gud. Af Harold B. Lee 1 34 

Ve jer ... I hyklere. Af N. Eldon Tanner 1 38 

De år, græshopperne åd. Af Spencer W. Kimball 142 

At være i verden, men ikke af verden 145 

At styrke familien. Af Ezra Taft Benson 1 46 

Kan de regne med os? Af Loren C. Dunn 149 

Beskyt familien. Af Boyd K. Packer 1 52 

Med taknemmelige hjerter. Af præsident Joseph Fielding Smith 155 

Børnenes sider: Dit ord er nok. Af Bernadine Beatie 33 

Stor eller lille? Af Ruth H. Lundgren 36 



STJEME 

Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 



Maj 1971 
120. Årgang 



Nummer 5 



Udgivet af 

Den danske Mission af Jesu 
Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige 

Dalgas Boulevard 164 
2000 København F. 
Telf. Fasan 9901 
Postgiro 333.38 

Paul L. Pehrson, 
missionspræsident, 
ansvarshavende redaktør 

Nyheder: 

Mary Kaiser, redaktør 

Koordinator: Bernd J. Larsen 

Den danske Stjerne udkommer 
den 1. i hver måned. Abonne- 
mentsprisen (inkl. porto) er i 
Danmark kr. 13.- pr. halvår, 
kr. 25.- for et helt år, i udlandet 
$ 3.50 for helt år. I løssalg 
kr. 2.50 pr. nummer. Betaling 
ved check udstedt til Den 
danske Stjerne, Priorvej 12, 
København F. eller gennem 
postgiro 333.38 til Jesu Kristi 
Kirke af Sidste Dages Hellige. 
(De nævnte priser er inklud. 
moms.) 

Tryk: 

Paul Giese KG, Offenbach/M., 
Deutschland 

Layout: 

PBO-Layout-Center, Frankfurt 




PRÆSIDENT JOSEPH FELDING SMITH 



At mit Evangeliums fylde må 
blive forkyndt 

Tale givet ved generalkonferencen fredag morgen d. 2. 
oktober 1970 



Mine elskede brødre og søstre. Vi byder jer velkom- 
men ved begyndelsen af denne den 140. kvartårlige 
konference i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hel- 
lige. 

Vi er taknemmelige over, at Herren har givet os det 
privilegium, at vi kan mødes igen for at tilbede Ham 
i ånd og i sandhed. Vi beder om, at Hans Ånd må 
være til stede under denne konferences møder. 
Vi byder en speciel velkomst til vor Faders andre 
børn, der, som gudfrygtige og gode medlemmer af 
andre trosretninger, deltager med os ved at lytte til 
radio- og fjernsynsudsendelserne. 
Jeg håber, at jeg nu, når jeg skal tale til jer, må få 
støtte fra jer gennem jeres tro og bønner. Jeg fryder 
mig ved det privilegium, at jeg kan løfte min stemme 
og udbrede Kirkens lærdomme, bære mit vidnesbyrd 
og lovprise Herren. I mere end tres år har jeg præ- 
diket Evangeliet i Kirkens stave og missioner, idet 
jeg indtrængende har bedt de Hellige om at holde 
befalingerne, samtidig med at jeg har opfordret vor 
Faders andre børn til at acceptere sandheden om 
frelse, som er givet os gennem åbenbaring i denne 
nuværende uddeling. Jeg har studeret skrifterne i 
hele mit liv og har søgt vejledning fra Herrens Ånd 
for at forstå deres sande betydning. Herren har væ- 
ret god imod mig, og jeg fryder mig dels ved den 
kundskab, Han har givet mig, og dels ved det privile- 
gium, jeg har haft — og stadig har — at jeg kan un- 
dervise i Hans frelsende principper. 
Når jeg spekulerer over Evangeliets principper, bliver 
jeg for alvor slået af den ensartede, jævne måde, 
hvorpå brødrene og jeg har undervist i dem gennem 
årene. Evangeliets principper er for evigt de samme. 
De er ligesom Gud de samme i går, i dag og for evigt. 



Hvad jeg førhen har undervist i og skrevet om, ville 
jeg gentage under de samme omstændigheder. 
Og hvad jeg siger om mig selv, skulle være sandt 
for alle brødrene og for alle Kirkens ældster. Vi er 
alle kaldet til at prædike Evangeliet, til at være Kristi 
tjenere, til at løfte en advarende røst og til at „under- 
vise hinanden i rigets lære". (L&P 88:77). 
I begyndelsen af denne uddeling sagde Herren til 
dem, der var kaldet til at tjene Ham, „at enhver måtte 
kunne tale i Gud Herrens navn, Han, som er verdens 
Frelser; ... så mit Evangeliums fylde må forkyndes 
gennem de svage og ringe til jordens yderste græn- 
"ser, ja, endog for konger og regenter" . (L&P 1 :20, 23). 
Til dem, der er kaldet til „at gå ud at prædike Hans 
Evangelium, og til alle ældsterne, præsterne og læ- 
rerne" i Hans Kirke, sagde Han: de „skal forkynde 
mit Evangeliums grundsætninger, som de findes i, 
Bibelen og Mormons Bog" og andre skrifter, „som 
Ånden indgiver dem". (Se L&P 42:1 1-13). 
Som Herrens tjenere er vi ikke hverken kaldet eller 
bemyndiget til at undervise i verdens filosofi eller vor 
videnskabelige tidsalders udspekulerede teorier. 
Vor mission er at undervise i frelsens principper på 
den klare og enkle måde, hvorpå de blev åbenbaret 
og nedskrevet i skrifterne. 

Efter at Herren har pålagt os at undervise i Evange- 
liets principper, som findes i Standardværkerne, alt 
eftersom vi bliver ledet af Ånden, har Han givet os 
den vigtige erklæring, der gælder for al undervisning 
i Hans Evangelium, uanset hvilket af Kirkens med- 
lemmer, det er, der underviser: „Og Ånden skal 
gives jer ved troens bøn, og dersom I ikke modtager, 
skal I ikke undervise." (L&P 42:14). 
I harmoni med Ånden i disse åbenbaringer, og med 



131 



mit hjerte fyldt af kærlighed til alle mennesker, beder 
jeg Kirkens medlemmer om at lære og efterleve 
Evangeliet, samt at de vil bruge deres styrke, energi 
og muligheder til at forkynde det i verden. Vi har 
modtaget et hverv af Herren. Han har givet os gud- 
dommelig myndighed. Han harbefalet os til at arbejde 
med utrættelig flid og bringe Hans andre børn de 
frelsende principper, der blev åbenbaret til Profeten 
Joseph Smith. 

Gud, vor evige Fader, er skaberen af frelsesplanen. 
Denne plan er Jesu Kristi Evangelium; det vil sige, at 
„gennem Kristi forsoning kan hele menneskeheden 
blive frelst ved at adlyde Evangeliets love og forord- 
ninger". (3. Trosartikel). 

I enhver tidsalder, hvor Evangeliet har været på jor- 
den, skulle det åbenbares til Herrens profeter. Disse 
skulle kaldes for at kunne stå som legale ledere, der 
kunne lede og dirigere udførelsen af frelsesprincip- 
perne for deres landsmænd. 

Joseph Smith er den profet, som Herren kaldte i vor 
tid, der gengav sandhederne om frelse og modtog 
nøglerne og fuldmagten til at forvalte disse frelsende 
sandheder. 

Herren sagde til ham: . . . denne slægt skal modtage 
mit ord gennem dig." (L&P 5:10). Derefter sagde 
Herren, idet Han henviste til Evangeliet, der blev 
gengivet gennem Joseph Smith: „Dette riges evan- 
gelium skal prædikes i hele verden til et vidnesbyrd 
for alle nationer; og da skal enden komme, eller de 
ugudeliges undergang. (Joseph Smiths Skrivelser 

1:31). 

Således kæder vi Jesu Kristi og Joseph Smiths navne 
sammen. Kristus er Herren; Han udarbejdede sonof- 
feret; Han er opstandelsen og livet (se Johs. 11:25); 
gennem Ham opstår alle mennesker til udødelighed, 
medens dem, der tror på og adlyder Hans love, også 
vil opnå evigt liv. 

Joseph Smith var en profet, kaldet i disse sidste dage 
til at modtage Evangeliets frelsende sandheder gen- 
nem åbenbaring, og til at stå som en legal leder, der 
kunne administrere Evangeliets ordinanser, idet han 
havde magt fra det Høje. 

Eftersom det er disse sandheder, som er åbenbaret 
gennem Joseph Smith, der skal nå frem til hver 
eneste nation før Herrens andet komme, er der ikke 
noget underligt i, at Moroni sagde til Joseph Smith, 
at hans „navn skulle nævnes for ondt og godt blandt 
alle nationer". (Joseph Smiths Skrivelser 2:33). 
Der er heller intet mærkeligt i, at vi senere kan læse, 
at Herren siger til Profeten: „Jordens ender skal 



spørge efter dit navn, dårer skal have dig til spot, og 
helvede skal rase imod dig, medens de rene af hjer- 
tet, de vise, de ædle og dydige altid skal søge råd, 
myndighed og velsignelse af din hånd." (L&P 122:1-2). 
Jordens ender er nu begyndt at spørge efter Joseph 
Smiths navn, og mange mennesker fra flere forskel- 
lige nationer fryder sig ved det gengivne Evangelium, 
som han formidlede. 

Lige siden begyndelsen af denne uddeling er Jesu 
vidnesbyrd, som blev åbenbaret til Joseph Smith, 
blevet prædiket i USA, Canada, Storbritannien, stør- 
stedelen af Europa og på øerne i Stillehavet. 
I disse år er der sket en næsten utrolig vækst i ar- 
bejdet i Mexico, landene i Centralamerika samt i 
Sydamerika. 

Asien bliver ligeledes åbnet for Evangeliets budskab 
i denne tid, og det på en måde, der overstiger alt 
førhen. Kirken er blevet etableret i Japan og Korea, 
på Taiwan og i Hong Kong, og vi er ved at begynde 
i Thailand, Singapore og Indonesien. 
Og den dag vil komme, efter Herrens forsyn, da an- 
dre nationer, som for øjeblikket er lukkede for sand- 
hedens budskab, skal åbne deres grænser for os, og 
Israels ældster vil rejse dertil for at fortælle de ærli- 
ge af hjertet i disse nationer om Kristus og Hans Riges 
Evangelium, som er kommet til jorden i vor tid gen- 
nem Profeten Joseph Smith. 

Der er i virkeligheden flere døre åbne for os, end vi 
kan klare med det antal missionærer, vi kan få. Vi 
håber, at vi må opleve den dag, da enhver værdig og 
kvalificeret ung Sidste Dages Hellig vil have det 
privilegium at kunne drage afsted i Herrens tjeneste 
for at stå som et vidne om sandheden for alle ver- 
dens nationer. 

I øjeblikket har vi mange, og vi kan bruge mange 
flere stabile og modne par i dette store missionær- 
arbejde, og vi håber, at de, der er værdige og kva- 
lificerede, vil ordne deres sager og reagere på kal- 
delserne til at prædike Evangeliet, samt at de vil op- 
fylde deres forpligtelser på en ordentlig måde. 
Vi har ligeledes og kan bruge mange unge søstre i 
dette arbejde, skønt det samme ansvar ikke hviler 
på dem på samme måde, som det gør for brødrenes 
vedkommende. Med hensyn til disse søstre har vi 
større interesse i, at de indgår de rette ægteskabe- 
lige forbindelser i Herrens templer. 
Vi opfordrer Kirkens medlemmer dels til finansielt at 
støtte missionærarbejdet og dels til rundhåndet at 
bidrage til udbredelsen af Evangeliet med deres 
midler. 



132 



Vi værdsætter dem, der tjener så tappert i det stor- 
slåede missionærarbejde. Joseph Smith sagde: „Efter 
alt, hvad der er blevet sagt, er den største og vigtig- 
ste tjeneste at prædike Evangeliet." (Teachings of 
the Profet Joseph Smith, p. 113). 
Vi opfordrer vor Faders børn, hvor de end befinder 
sig, til at være opmærksomme på missionærernes 
ord, der når ud til verdens nationer. 
Vi beder dem indtrængende om at acceptere Herren 
som deres Gud samt til at komme og tilbede Ham i 
ånd og sandhed 1 og i Jesu Kristi, vor Herres, navn. 
Vi opfordrer alle mennesker til at tro på Kristus, til 
uden forbehold at acceptere Ham som Guds Søn, 
som Guds enbårne Søn 2 , til at have tro på Hans hel- 
lige navn og til at tilkendegive deres kærlighed til 
Ham ved at holde Hans befalinger og modtage dem, 
som Han har sendt i sit eget navn for at prædike sit 
Evangelium. 

Vi ved, at menneskene vil få fred i dette liv og evigt 
liv i den kommende verden, dersom de vil have tro 
på Kristus, omvende sig fra deres synder, slutte den 
pagt med Ham i dåbens vande, at de vil holde Hans 
bud, og derefter modtage Helligånden ved håndspå- 
læggelsen af dem, som er kaldet og ordineret til den- 
ne magt — og hvis de holder befalingerne. 
Nu vil jeg sige til alle dem, som forsager verden og 
slutter sig til Kirken, samt til alle Kirkens medlem- 
mer, at et slet og ret medlemskab af Kirken ikke ga- 
ranterer os Evangeliets fulde velsignelser eller sikrer 
os indtræden i Det celestiale Rige. Efter dåben må 
vi holde befalingerne og holde ud til enden. 
Nephi sagde, idet han henvendte sig til Kirkens med- 
lemmer: „. . . efter at I er kommet ind på den lige og 
snævre sti, vil jeg spørge, om I har gjort alt?" 
Så svarede han: „Se, jeg siger jer, nej; thi I kan ikke 
være kommet så vidt uden ved Kristi ord med urok- 
kelig tro på ham, idet I helt forlader jer på hans fortje- 
nester, som er i stand til at frelse. 
Derfor må I stræbe fremad med standhaftighed i 
Kristus og have et fuldkommen klart håb og kærlig- 
hed til Gud og alle mennesker. Og om I således 
stræber fremad og mætter jer med Kristi ord samt 
holder ud indtil enden, se, så siger Faderen, skal I 
få det evige liv." (2 Ne. 31 : 19-20). 
Ingen i hele verden kan gøre noget vigtigere end at 
modtage Evangeliet og arve dets hellige velsignelser. 
Og der kan ikke gives noget vigtigere råd til alle Kir- 
kens medlemmer, end at de skal holde budene efter 
dåben. Herren tilbyder os frelse på betingelse af 
omvendelse og trofasthed mod Hans love. 



Jeg beder alle mennesker omvende sig og tro på 
sandheden og lukke Kristi lys ind i deres liv, at be- 
vare ethvert godt og sandt princip de har og hertil 
føje det yderligere lys og kundskab, derkommergen- 
nem åbenbaring i vor tid. Jeg beder dem indtrængen- 
de om at tilslutte sig Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige og høste Evangeliets velsignelser. 
Jeg beder Kirkens medlemmer om at gøre et retfær- 
digt arbejde med at holde befalingerne, søge Ånden, 
elske Herren, først søge Guds Rige i deres liv og 
derpå arbejde på deres frelse med frygt og bæven 
foran Herren 3 . 

Og nu bærer jeg mit vidnesbyrd for enhver — både 
medlem og ikke-medlem — om sandheden og gud- 
dommeligheden af dette store arbejde i de sidste 
dage. 

Jeg ved, at Gud lever, og at Jesus Kristus er Hans 
Søn. Jeg har en fuldkommen kundskab om, at Fade- 
ren og Sønnen viste sig for Joseph Smith i foråret 
1820 og gav ham befalinger til at indvarsle tidernes 
fyldes uddeling. 

Jeg ved at Joseph Smith oversatte Mormons Bog ved 
Guds gave og kraft, og at den kom frem, „for at over- 
bevise jøder og ikke-jøder om, at Jesus er Kristus, 
den evige Gud, som åbenbarer sig til alle folk." 4 
Jeg ved, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige 
er Guds Rige på jorden, og at den har Herrens god- 
kendelse, som den nu er indrettet og ledet, samt at 
den bevæger sig på den befalede vej. 
Lad ethvert menneske være på det rene med, at dette 
er Herrens Kirke, samt at Han leder den i alle ting. 
Hvor er det et privilegium at være medlem af en så 
guddommelig organisation. 

Og jeg beder om, at Evangeliet må blive udbredt, 
samt at de ærlige af hjertet i hver eneste nation må 
blive bragt til forståelse af Herren, Jesus Kristus. 
Jeg beder om beskyttelse og fremgang for missio- 
nærerne samt de nyomvendte og beder Gud, vor 
Fader, om at se ned til dem i kærlighed og nåde og 
give dem deres hjertes ønsker i retfærdighed. 
Jeg beder for Kirkens ungdom og for verden i disse 
farlige tider, tider hvor Evangeliets standarder be- 
høves som aldrig før i jordens historie. 
Og jeg takker Herren for Hans godhed og nåde samt 
for alle de velsignelser, Han så rigeligt har udgydt 
over verden, over Hans Kirke, og over os hver især. 
I Jesu Kristi navn. Amen. O 

1 Se Johs. 4:24. 

2 Se Johs. 1:14. 

3 Se Filip. 2:12. 

4 Se titelbladet i Mormons Bog. 



133 




PRÆSIDENT HAROLD B. LEE 



At berede sig til at møde Gud 

Første rådgiver i Det Første Præsidentskab og præsident 
for De Tolvs Råd 



Mange bliver skrækslagne, når de 
ser og hører om de ubegribelige 
ting, der sker verden over — poli- 
tiske intriger, krige og splid over- 
alt, fortvivlede forældre, bestræ- 
belser på at klare de sociale pro- 
blemer, som truer med atnedbryde 
hjemmets hellighed, børns og un- 
ges håbløshed, når de står ansigt 
til ansigt med udfordringerne mod 
deres tro og moral. 
Kun hvis I er villige til at lytte og 
adlyde, kan I og alle i Jeres hjem 
blive vejledt om den største sik- 
kerhed på Herrens egen måde. 
I disse urolige tider lyder der kval- 
fulde råb blandt jordens folk. Der 
er en intens følelse af et behov for 
på en eller anden måde at finde en 
løsning på de overvældende pro- 
blemer og at lette denne bekymring 
fra alt, hvad der har med menne- 
skeheden at gøre. 
For den, som er fortrolig med og 
velbevandret i de forgangne gene- 
rationers profetiske lærdomme, vil 
der ikke herske megen tvivl om 
grunden til alt det, der foregår 
blandt os i dag, hvor alt synes at 
være i oprør. 

Profeti kan meget vel defineres 
som historie i omvendt orden. Lige 
for øjnene af os sker opfyldelsen 
af profetierne fra inspirerede pro- 
feter for år tilbage. Ved selve be- 
gyndelsen af denne uddeling blev 
vi i en åbenbaring fra Herren tyde- 
ligt fortalt, at dagen var nær ved 
hånden, da freden ville blive taget 
bort fra jorden, og djævelen få 



magt over sit eget rige. (Se L&P 
1 :35). Vore dages profeter har og- 
så forudsagt, at der skulle komme 
krige og rygterom krige, og „hele 
jorden skal være i bevægelse og 
hjertet synke i livet på menneske- 
ne, og de skal sige, at Kristus tø- 
ver med at komme til verdens en- 
de. Og menneskenes kærlighed 
skal blive kold, og lovløsheden 
blive mangfoldig." (L&P 45:26-27). 
Da disciplene spurgte Mesteren 
før Hans korsfæstelse angående 
tegn, der skulle komme umiddel- 
bart før Hans genkomst på jorden, 
som Han havde forudsagt, svarede 

Han ved at sige, at i de dage, 

skal der være stor trængsel over 
jøderne og over Jerusalems ind- 
byggere, 

... Og dersom disse dage ikke 
blev afkortet, da ville intet kød 
blive frelst, men for de udvalgtes 
skyld, efter pagten, skal disse dage 
afkortes. 

... thi nation skal rejse sig mod 
nation riger mod riger, og der skal 
være hungersnød og pest og jord- 
skælv på forskellige steder." (Jo- 
seph Smith 1:18-20, 29). 
Mesteren talte uden tvivl om tider 
som disse, da Han forudsagde, at 
der skulle være strid „mellem en 
mand og hans fader, mellem en 
datter og hendes moder og mellem 
en svigerdatter og hendes sviger- 
moder, 

og en mand skal få sine husfolk 
til fjender." (Matt. 10:35-36). 
Med alt dette i tankerne kan man 



stille spørgsmålet: Til hvem kan de 
bekymrede, de ængstelige vende 
sig og få svar og „et ly mod skyl- 
regn" \ som styrter ned over dem? 
Den almægtige Gud har gennem 
sin Søn, vor Herre, vist vejen og 
har til hele menneskeheden givet 
en sikker vejledning til sikkerhed, 
da Han forkyndte, at Herren vil 
have magt over sine hellige og vil 
regere midt iblandt dem, når Han 
er kommet ned til dom over ver- 
den. (Se L&P 1 :36). 
Han sagde til alle mennesker: „Våg 
derfor, thi I ved ikke, hvad dag je- 
res Herre kommer. 
Derfor vær også I rede; thi Men- 
neskesønnen kommer i den time, 
I ikke tænker jer." (Matt. 24:42, 44). 
Han har sagt, at Hans „disciple 
skal stå på hellige steder og skal 
ikke berøres deraf; men blandt de 
ugudelige skal menneskene op- 
løfte deres røst, forbande Gud og 
dø." (L&P 45:32). 

Med Herrens løfter i tankerne, vil 
jeg bruge et par minutter til at give 
en kort oversigt over den vidun- 
derlige omhyggeligt lagte plan, 
efter hvilken enhver sjæls frelse 
afhænger af hans rejse gennem 
dødeligheden til hans endelige be- 
stemmelsessted — en tilbageven- 
den til den Gud, som gav ham liv. 
Dette er den måde, hvorpå Herren 
vil holde sit løfte „at . . . have magt 
over sine hellige og . . . regere 
midt iblandt dem". 
Denne plans altoverskyggende 
formål er beskrevet tydeligt i en 



134 



åbenbaring til Kirken i begyndel- 
sen af denne uddeling. 
For mere end et århundrede siden 
forkyndte Herren: 
„Således har jeg sendt min evige 
pagt til verden, som et lys for ver- 
den og et banner for mit folk, for at 
ikke-jøderne kan søge til den, og 
for at den kan være et sendebud 
til at gå foran og berede vejen." 
(L&P 45:9). 

Denne plan skulle altså være en 
pagt, der omfattede en kontrakt, 
som skulle underskrives af mere 
end én person. Den skulle være en 
standard, for Herrens udvalgte, og 
resten af verden skulle høste gavn 
af den. Dens formål var at afhjælpe 
alle menneskers nød og at berede 
verden til Herrens andet komme. 
Deltagerne ved udarbejdelsen af 
denne plan i forudtilværelsen var 
alle vor himmelske Faders åndeli- 
ge børn. Vore ældste skrifter, som 
stammer fra de gamle profeter A- 
braham og Jeremias, bekræfter og- 
så, at Gud eller Elohim var der; 
Hans førstefødte Søn, Jehova, A- 
braham, Jeremias og mange andre 
store ånder var der. 
Alle de organiserede intelligenser, 
som var blevet ånder, var der, før 
jorden blev dannet, inklusiv mange 
af de ædle og store, hvis arbejde 
og handlemåde i denne sfære hav- 
de kvalificeret dem til at blive fyr- 
ster og ledere i udførelsen af den- 
ne evige plan. 

Apostlen Paulus belærte i sine 
breve til Korinterne, at der er jo 
„mange , guder' og mange .her- 
rer'", og så tilføjede han: „så er 
der for os dog kun én Gud, Fade- 
ren, fra hvem alt er, og til hvem vi 
er skabt, og én Herre, Jesus Kri- 
stus, ved hvem alt er, og ved hvem 
vi er skabt." (1. Kor. 8:5-6. Kursiv 
tilføjet). 

Læg især mærke til brugen af for- 
holdsordet „fra", da det var Fade- 



ren, der var tale om, og forholdsor- 
det „ved", da der var tale om vor 
Herre, Jesus Kristus. I denne er- 
klæring bliver det klart defineret, 
hvilken rolle de hver især har under 
udførelsen af frelsesplanen, idet 
Herren skal adlyde Faderens be- 
falinger. (Se Abr. 4). 
Ved at forstå dette princip i planen 
under Guds ledelse, får vi et glimt 



For det første det privilegium, der 
bliver givet til enhver sjæl; at han 
selv kan vælge „frihed og evigt 
liv" ved at adlyde Guds love, eller 
„fangenskab og død" med hensyn 
til åndelige ting på grund af ulydig- 
hed. (Se 2 Ne. 2:27). 
Med undtagelse af selve livet er 
handlefriheden Guds største gave 
til menneskeheden, idet den giver 




af Guds rådsmøde, som det kort er 
nedskrevet efter åbenbaring til de 
gamle profeter. 

Under Faderens instruktioner og 
ved Jehovas ledelse blev jorden og 
alt, hvad dertil hører, organiseret 
og dannet. De „organiserede", de 
„vågede over" og „beredte" jor- 
den. De „rådførte sig med hinan- 
den" med hensyn til at bringe al 
slags liv til jorden, også menne- 
sket, og berede det til at udføre 
planen, efter hvilken Guds børn 
kunne blive undervist og trænet i 
alt, hvad der var nødvendigt til det 
hellige formål at give enhver mu- 
lighed for at opnå „udødelighed og 
evigt liv" og give Gud æren for 
det. Evigt liv vil sige det at have 
evigt liv i den celestiale sfære, 
hvor Gud og Jesus bor, ved at gøre 
alle de ting, vi bliver befalet. (Se 
Abr. 3:25). 

Planen indeholder tre karakteristi- 
ske principper: 



Guds børn den største mulighed 
for at gå fremad i denne anden 
prøvetilstand. En profet-leder på 
dette kontinent forklarede dette til 
sin søn, som det står skrevet i et 
gammelt skriftsted: at for at kunne 
udføre disse Herrens evige formål 
måtte der være modsætninger, en 
lokken med det gode på den ene 
side og det onde på den anåen 
side eller sagt med skriftens ord: 
den forbudne frugt i modsæt- 
ning til frugten af livets træ: den 
ene sød, den anden bitter." Denne 
fader forklarede yderligere: „Der- 
for gav Gud Herren mennesket fri- 
hed til at handle for sig selv. Men 
mennesket kan ikke selv handle, 
uden at det bliver tilskyndet af det 
ene eller det andet." (2 Ne. 
2:15-16). 

Det andet karakteristiske princip i 
denne guddommelige plan er nød- 
vendigheden af en frelser, og på 
grund af den forsoning, som Guds 



135 



højest elskede Søn bragte, blev 
Han vor Frelser, det „fra verdens 
grundlæggelse slagtede lam" (Åb. 
13:8 King Jannes Vers.), således 
som det blev åbenbaret for Johan- 
nes på øen Patmos. En anden pro- 
fet-lærer forklarede, at Guds mis- 
sion var at „gå i forbøn for alle 
mennesker; og de, der tror på 
ham, skal blive frelst." (2 Ne. 2:9). 
Fra nogle med en begrænset for- 
ståelse hører vi ofte om mulighe- 
den af at blive frelst af nåde alene. 
Men det kræver en forklaring af en 
anden profet for at kunne forstå 
den sande lære om nåde, som han 
forklarede med disse menings- 
fyldte ord: 

„Thi", sagde denne profet, „vi ar- 
bejder flittigt med at skrive for at 
få vore børn og vore brødre til at 
tro på Kristus og blive forsonet 
med Gud; thi vi ved, at trods alt, 
hvad vi formår at gøre, så er det 
dog af nåde, at vi er frelst." (2 Ne. 
25:23). Vi bliver ganske vist frelst 
på grund af verdens Frelsers for- 
sonende blod, men kun efter at 
enhver har gjort alt, hvad han kun- 
ne, for at udarbejde sin egen 
frelse. 

Det tredie store karakteristiske 
princip i frelsesplanen var dette, at 
„hele menneskeheden, gennem 
Kristi forsoning, kan blive frelst 
ved at adlyde evangeliets love og 
forordninger". (3. Trosart.). Disse 
fundamentale love og forordnin- 
ger, ifølge hvilke man kan blive 
frelst, bliver tydeligt fremsat: 
For det første: tro på Herren, Jesus 
Kristus. 

For det andet: omvendelse fra 
synd, det vil sige, at man vender 
sig fra de synder, der hedder uly- 
dighed mod Guds love og aldrig 
vender tilbage til dem igen. Herren 
talte tydeligt om dette emne. Han 

sagde: Gå bort og synd ikke 

mere. Men til den sjæl, som synder 



(hvilket naturligvis betyder den, 
som vender tilbage til de synder, 
han har omvendt sig fra), skal de 
tidligere synder vende tilbage, 
siger Herren, jeres Gud." (L&P 
82:7). 

For det tredie: dåb i vand og af 
Ånden og, som Mesteren belærte 
Nikodemus, kun ved disse ordi- 
nanser kan man komme ind i Guds 
rige. (Se Johs. 3:4-5). 
Denne samme belæring blev kraf- 
tigt understreget af den opstandne 
Frelser over for de hellige på dette 
kontinent i det, der sandsynligvis 
var Hans sidste budskab til Hans 
disciple: Mesteren belærte sine 
trofaste hellige om, at „intet urent 
kan indkomme i hans rige; derfor 
indgår ingen til hans hvile, uden 
de, der har vasket deres klæder i 
mit blod som følge af tro og om- 
vendelse fra alle deres synder 
samt deres trofasthed indtil enden. 
Og dette er befalingen: Omvend 
jer, alle jordens ender, og kom til 
mig og bliv døbt i mit navn, så I må 
stå uplettede for mig på den yder- 
ste dag. 

Sandelig, sandelig siger jeg jer, 
dette er mit evangelium . . ." (3 Ne. 
27:19-21). 

Hvis alle Herrens børn, og det vil 
sige alle, som lever på denne jord, 
uanset nationalitet, hudfarve eller 
tro, vil lægge vel mærke til råbet 
fra den sande budbringer med Jesu 
Kristi Evangelium, kan enhver, når 
den tid kommer, se Herren og vide, 
at Han er Herren, således som Han 
har lovet, og så vil deres kaldelse 
og udvælgelse blive urokkelig. 4 De 
vil blive „Moses's og Arons søn- 
ner, Abrahams sæd ... og Guds 
udvalgte". (L&P 84:34). 
Dette løfte, der venter dem, som er 
trofaste indtil enden, blev tydeligt 
skildret i Mesterens lignelse om 
den fortabte søn. Til sønnen, som 
var trofast og ikke forødte sin fød- 



selsret, lovede faderen, som i Me- 
sterens lektie er vor Fader og vor 
Gud: „Mit barn! du er altid hos 
mig, og alt mit er dit." (Lukas 
15:31). 

I en åbenbaring til en profet i vor 
tid lover Herren i dag de hellige og 

trofaste, at alt det, som min 

Fader har, gives ham." (L&P84:38). 
Eller vil vi være som de dumdristi- 
ge mennesker, der nærmede sig 
Niagara Falls' farlige strømhvirv- 
ler? Trods flodvagternes advarsler 
om at bringe sig i sikkerhed før det 
var for sent og uden at tage det 
mindste hensyn til advarslerne lo 
de, dansede de, drak de, spottede 
de og omkom. 

Jesus græd, da Han så, at verden 
omkring Ham tilsyneladende var 
blevetforrykt og ustandseligt spot- 
tede Hans bønner om, at de skulle 
komme med Han ad den snævre 
og trange vej 5 , som var så tydeligt 
afmærket i Guds evige frelsesplan. 
Åh, kunne vi blot igen høre Hans 
bønner, som Han dengang råbte 
ud: 

„Jerusalem, Jerusalem! du, som 
ihjelslår profeterne og stener dem, 
der er sendt til dig! hvor ofte har 
jeg ikke villet samle dine børn, som 
hønen samler kyllingerne under 
sine vinger! og I ville ikke." (Matt. 
23:37). 

Åh, om verden dog blot kunne se 
det hellige billede af Mesteren, der 
opfordrer os i dag, som Han gjor- 
de til Jerusalems indbyggere: 
„Se, jeg står for døren og banker; 
om nogen hører min røst og åbner 
døren, da vil jeg gå ind til ham og 
holde nadver med ham, og han 
med mig. 

Den, der sejrer, ham vil jeg lade 
sidde sammen med mig på min 
trone, ligesom også jeg har sejret 
og taget sæde hos min Fader på 
hans trone." (Åb. 3:20-21). 
Her er så frelsesplanen, som den 



136 



sande Kirke belærer om, den Kir- 
ke, som er grundlagt på apostle og 
profeter med Kristus, Herren, som 
hovedhjørnestenen (Ef. 2:20), ved 
hvilken der kun kan komme fred, 
ikke som verden giver, men som 
kun Herren kan give til dem, der 
overvinder verdens fristelser, lige- 
som Mesteren gjorde. 
„Og der er ikke frelse i nogen an- 
den; thi der er ikke under himme- 
len givet mennesker noget andet 
navn, hvorved vi kan frelses." (Ap. 
G. 4:12). 

Om alt dette bærer jeg mit oprig- 
tige vidnesbyrd i Herrens Jesu 
Kristi navn. 

Ved et møde fornylig hørte jeg en 
ung piges hjertevarmende vidnes- 
byrd. Hendes fader var ramt af en 
ifølge lægerne uhelbredelig syg- 
dom. En morgen, efter en nat med 
mange smerter og lidelser, sagde 
denne plagede fader til sin hustru: 
„Jeg er så taknemmelig i dag." 
„For hvad?" spurgte hun. Han sva- 
rede: „Fordi Gud har givet mig 
endnu en dag sammen med dig." 
I dag ønsker jeg mig af hele mit 
hjerte, at alle, der er indenfor den- 
ne udsendelses rækkevidde, på 
lignende måde ville takke Gud for 
endnu en dag! Hvorfor? For mulig- 
heden af at kunne tage sig af en 
eller anden uafsluttet sag. For at 
kunne omvende sig; for at kunne 
rette nogle fejltrin; for at kunne 
øve god indflydelse på et lunefuldt 
barn; for at kunne række hånden 
ud til en, der har brug for hjælp — 
kort sagt: at takke Gud for endnu 
en dag til at berede sig til at møde 
Gud. 7 

Prøv ikke på at leve for mange da- 
ge frem i tiden. Søg styrke til at 
klare dagens problemer. I sin bjerg- 
prædiken formanede Herren: 
„Derfor må I ikke være bekymrede 
for dagen i morgen; thi dagen i 
morgen skal bekymre sig for det, 



der hører den til. Hver dag har nok 
i sin plage." (Matt. 6:34). 
Gør alt, hvad I kan og overlad res- 
ten til Gud. Det er ikke nok at sige: 
jeg vil gøre mit bedste, men sig 
hellere: jeg vil gøre alt, hvad der 
står i min magt; jeg vil gøre alt, 
hvad der er nødvendigt. 
På en plade på en af væggene i 
Radio City Music Hall i New York 
City står disse visdomsord: 
„Menneskets endelige skæbne af- 
hænger ikke af, om han kan lære 
nye lektier eller gøre nye opdagel- 



ser og erobringer, men om han kan 
acceptere de lektier, der er givet." 
Min bøn er, at budskabet i disse 
visdomsord må blive til en beslut- 
ning i alle os, der lytter her i dag, 
om at vore øjne hele tiden må være 
rettet mod Gud, således at hele 
vort legeme må fyldes med lys og 
der intet mørke må være i os, så 
vi må kunne fatte alle ting. (L&P 
88:67). 

Gud give, at det ma være sa. Jeg 
beder derom i Jesu Kristi navn. 
Amen. O 




137 







PRÆSIDENT N. ELDON TANNER 

Anden rådgiver i Det Første Præsidentskab 




^f^^PK 








Ve jer. . .1 hyklere 






Tale givet lørdag morgen 
d. 3. oktober 1970 



Forleden dag talte jeg med én, som 
sagde: „Dér går en mand, som man 
kan have fuld tillid til. Man ved al- 
tid, hvor han står. Han foregiver 
aldrig noget, men er altid oprigtig 
og altid sig selv." 
Den samme dag var der én som 
sagde, idet han refererede til en 
anden mand: „Er det ikke for dår- 
ligt, at man aldrig ved, hvor han 
står? Man ved aldrig, om man kan 
stole på det, han siger. Jeg tror, at 
Herren ville have kaldt ham for en 
hykler." Jeg følte mig enig med 
ham. 

Det er om hykleri, jeg ønsker at 
tale i dag, især til medlemmerne af 
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige hvor som helst de befinder 
sig. Vi har ca. 3 millioner medlem- 
mer, som består af alle mulige 
slags mennesker, varierende fra 
dem, som fuldtud harhelligetsigog 
er indstillet på at yde alt, hvad de 
kan i Herrens og næstens tjeneste, 
og til dem, som endnu ikke er helt 
omvendte, og som ikke kan indse 
vigtigheden af at efterleve Jesu 
Kristi belæringer og være aktive 
og rede til at tjene, hvor det er 
muligt. 

Hvis vi skal kunne nyde Herrens 
velsignelser og tilliden fra de men- 
nesker, vi omgås, må vi være rede 
til at efterleve Evangeliet og være 
ærlige og aktivt engageret i at 
praktisere og belære om dets lær- 
domme, og aldrig foregive noget, 



vi ikke er. Jesu Kristi Evangelium 
fortæller os, hvordan vi bør leve. 
Lad os se på nogle af dets store 
sandheder. 
Herren har sagt: 

„Thi se, dette er min gerning og 
herlighed — at tilvejebringe udø- 
delighed og evigt liv for mennes- 
ket." (Moses 1:39). 

Jeg er opstandelsen og livet; 

den, som tror på mig, skal leve, om 

han end dør. 

Og enhver, som lever og tror på 

mig, skal i al evighed ikke dø . . ." 

(Johs. 1 1 :25-26). 

Og derpå svaret til de lovkyndige, 

som fristede Ham: „. . . hvilket bud 

i loven er det største?" Du skal 

elske Herren din Gud af hele dit 
hjerte, af hele din sjæl og af hele 
dit sind. 

Dette er det største og første bud. 
Der er et andet, som er dette ligt: 
,Du skal elske din næste som dig 
selv.' 

På disse to bud hviler hele loven 
og profeterne!" (Matt. 22:36-40). 
Vi bliver fortalt, at „ren og ube- 
smittet gudsdyrkelse for Gud, vor 
Fader, er dette: at besøge fader- 
løse og enker i deres trængsel og 
bevare sig selv uplettet af verden." 
(Jak. 1:27). 

DeTi Bud bliver givet os i et meget 
klart sprog, de behøver ikke nær- 
mere omtale og er hævet over en- 
hver tvivl. Bjergprædikenen lader 
ingen tvivl om Kristi budskab til 



menneskene, og hvad vore ansvar 
er, hvis vi ønsker at nyde Hans vel- 
signelser og have de høje levereg- 
ler, efter hvilke vi bør styre vort liv. 
Jesus sagde: „Ikke enhver, der si- 
ger til mig: .Herre, Herre!' skal 
komme ind i Himmeriget, men den, 
der gør min himmelske Faders vil- 
je." (Matt. 7:21). 

I disse sidste dage sigerHan: „Jeg, 
Herren, er forpligtet, når I gør, hvad 
jeg siger; men når I ikke gør, hvad 
jeg siger, har I intet løfte." (L&P 
82:10). 

Og Han gav os sit vidunderlige 
løfte: „Alle hellige, der . . . vandrer 
i lydighed mod disse bud, skal få 
sundhed i navlen og marv i benene. 
De skal finde visdom og store skat- 
te af kundskab, ja, endog skjulte 
skatte. 

De skal løbe og ikke blive trætte; 
de skal gå og ikke blive matte. 
Og jeg, Herren, giver dem den for- 
jættelse, at dødens engel skal gå 
forbi dem, ligesom Israels børn, og 
ikke slå dem ihjel." (L&P 89:18-21). 
Vi bliver formanet om at være op- 
rigtige i troen og advaret mod ond- 
skab og hykleri. I virkeligheden 
lagde Frelseren stor vægt på det 
skadelige ved hykleriet. Han var 
meget hård i sin fordømmelse af 
dem, som foregav ét og praktise- 
rede noget andet. Han sagde: „Ve 
jer, I skriftkloge og farisæere, l 
hyklere! ... I slanger, I øgleunger! 
hvordan kan I undgå at dømmes til 
Helvede?" (Matt. 23:29, 33. Kursiv 
tilføjet). 

„Ve" betyder ifølge ordbogen en 
elendig eller sørgelig tilstand, en 
tilstand af dyb lidelse, ulykke, be- 
drøvelse, græmmelse. „Hykler" er 
en, der kun foregiver at have tro, 
eller en, der udgiver sig for noget 
andet, især når det drejer sig om 
at give et falsk udseende af dyd 
eller religion. 
Frelseren omtaler forskellige ek- 



138 



sempler på hykleri, og i hvert til- 
fælde sagde Han: „Ve jer, I skrift- 
kloge og farisæere, I hyklere!" 
Jeg kunne tænke mig at omtale dis- 
se og andre former for hykleri. Me- 
dens jeg gør dette, kunne vi pas- 
sende se på os selv og se, hvor- 
ledes de passer på os. Når vi ser 
forholdene i verden i dag, er jeg 
sikker på, at vi vil opdage, at hyk- 
leri og krænkelsen af retfærdig- 
hedens principper og ærbarhed 
har bragt vore statslige og indivi- 
duelle forhold i den sørgelige til- 
stand, som de er i nu. 
Herren sagde: „De binder tunge 
byrder ... på menneskers skul- 
drer; men selv vil de ikke røre dem 
med en finger. 

Alle deres gerninger gør de, for at 
folk skal lægge mærke til dem . . . 
Og de ynder den øverste plads 
ved gæstebudene og de fornemste 
sæder i synagogerne. 
... I opæder enkers bo og beder 
længe for et syns skyld, derfor 
skal I få des hårdere dom. 
... I giver tiende af mynte og dild 
og kommen og har forsømt det i 
loven, der har større vægt: ret og 
barmhjertighed og troskab. Det 
ene burde I gøre og ikke forsømme 
det andet. 

I blinde vejledere, I, som sier myg- 
gen af, men sluger kamelen! 
... I renser det udvendige af bæ- 
ger og fad, men det er rov og 
umættelighed, der har fyldt dem 
indvendig. 

... I er ligesom kalkede grave, der 
jo udvendig ser kønne ud, men 
indvendig er fulde af dødningeben 
og alskens urenhed. 
Således ser også I udvortes ret- 
færdige ud for mennesker; men 
indvortes er I fulde af hykleri og 
lovløshed. 

... I bygger gravmæler over pro- 
feterne og pynter de retfærdiges 
grave og siger: 



, Havde vi levet i vore fædres tid, 
så ville vi ikke have været med- 
skyldige med dem i profeternes 
blod.'" (Matt. 23:4-6, 14, 23-25, 
27-30). 

Vi kan passende spørge os selv, 
om en sådan falskhed er til stede 
i vor egen påståede kristenhed. I 
de dage, såvel som i dag, havde 
de broderskaber, hvori loven blev 
strengt overholdt, men de ignore- 
rede dem udenfor, ved at betragte 
alle andre med foragt og fordøm- 
melse, hvorved de overholdt loven 
men begik forbrydelse mod lovens 
ånd. 

Hvor mange af os er skyldige i at 
holde lovens bogstav og glemme 
lovens ånd ved at lade være med 
at vise medlidenhed og tro mod 
vor næste? Lægger vi mere vægt 
på en ydre handling, som kan ses 
af andre mennesker, end på en 
forandring i hjertet? Den eneste 
måde, vi kan rense os indvendigt 
på, er ved at være rene af hjertet 
ved at være ydmyge og vende os 
fra vor syndige levemåde og ved 
virkeligt at efterleve Jesu Kristi 
Evangelium. Vi kan måske narre 
andre mennesker, men vi kan ikke 
narre Gud. 

Er der fare for, at hele vor civilisa- 
tion skal blive som hvidkalkede 
grave? Vi har vidunderlige maski- 
ner, himmelstræbende bygninger 
og tusinde tegn på det, vi kalder 
fremskridt, men indenfor gærer 
det, strid mellem mennesker og 
nationer, uløste fattigdomsproble- 
mer og døde mennesker fra talløse 
krige. En har engang sagt: „Vi prø- 
ver stadig at beskytte os selv ved 
at kalke graven." 

Med al den forbrydelse, forandring 
i befolkningen fra land til by, løse 
moralbegreber, pornofilm og -litte- 
ratur, eta, er det bydende nødven- 
digt, at vi står fast i retfærdighe- 
dens sag. 



Vi må være foruroliget over bru- 
gen af narkotika, som ødelægger 
liv og bringer fortærende elendig- 
hed, ikke blot til brugerne men og- 
så til dem, som er omkring dem. 
Men hykleri i de voksnes levemå- 
de har en alvorlig indflydelse på 
vore unge mennesker, som anven- 
der denne form for protest. Hvad 
vi prøver på at sige er dette, at de 
unge bliver påvirket af hykleriet 
hos dem, som accepterer en aperi- 
tif før maden og andre skadelige 
vaner, og som dog bliver hyste- 
riske, fordi de unge har fundet an- 
dre måder at kopiere deres for- 
ældre på. De unge vil kun være 
opmærksomme, hvis deres for- 
ældre viser det gode eksempel. 
Lige så stort vort ansvar er gen- 
nem lovgivning og andre metoder 
at forhindre vore unge medborge- 
re i at falde som ofre for dem, som 
er opsat på at gøre dem til slaver 
af disse onde vaner, lige så stort 
er vort ansvar for at rehabilitere 
dem, som er bukket under. Hvor- 
dan kan vi kalde os selv kristne, 
og sige, at vi elsker vor næste — 
som er enhver, der har brug for 
hjælp — og lade være med at ar- 
bejde sammen med andre, som 
gør alt, hvad de kan, for at hjælpe 
alkoholikere, narkomaner og prø- 
veløsladte fra vore fængsler? Og 
dog er der nogle, der ligefrem hin- 
drer sådanne bestræbelser, fordi 
de nægter at have noget sådant i 
deres midte. Men disse ulykkelige 
mennesker har brug for vor hjælp. 
Selvfølgelig skal vi være beredte 
til at være gode samaritanere og 
hjælpe hvor som helst, det er 
muligt. 

Hvor mange af os holder Visdoms- 
ordet fuldstændigt, men er meget 
voldsomme i vore fordomme og 
fordømmelse af andre? Er der nog- 
le af os forretningsmænd, som er 
overdreven venlige og yderst re- 



139 



gelmæssigt overværer møderne i 
Kirken og dog accepterer grelle 
uligheder i det sociale mønster, og 
som kan være uretfærdige eller 
uærlige i vore forhold til vor næste? 
Er vi virkelig interesseret i og be- 
kymret for vor næstes velfærd? 
Besøger vi enkerne og de faderlø- 
se og føder og klæder og trøster 
de fattige og nødlidende? Profeten 
Alma så i sin tid „den store ulighed 
blandt befolkningen, nogle var op- 
blæste i stolthed og ringeagtede 
andre og vendte ryggen til den 
nødlidende og den nøgne og dem, 
der var sultne og tørstige, syge og 
besværede. 

Og dette blev årsag til stor bedrø- 
velse blandt folket, men andre 
nedlod sig til at hjælpe dem, som 
trængte til deres hjælp, såsom at 
give af deres gods til de fattige og 
trængende, bespise de sultne . . ." 
(Alma 4:12-13). 

De nylige forandringer i Hjælpe- 
foreningens struktur og program 
vil nu gøre vore søstre i stand til at 
hellige mere af deres tid og energi 
til det hovedformål, de blev orga- 
niseret for, nemlig at tage sig af 
Zions mødres og søstres åndelige, 
mentale og moralske velfærd. De 
bør undervise i Evangeliet, forbe- 
rede vore kvinder i alle aldre til at 
blive bedre husmødre samt usel- 
visk at tjene dem, der er i nød. 
Søstrene i denne store organisa- 
tion giver mange, mange timerhver 
uge til uselvisk tjeneste, og dog er 
der stadig mange syge og ensom- 
me, som ikke er blevet hjulpet. Vi 
bør alle finde lejlighed til at hjælpe 
og trøste dem, der har brug for det. 
Vi bør ikke forsømme denne pligt 
og mulighed og i stedet lade os 
optage af kun at søge efter sel- 
viske, verdslige fornøjelser og ma- 
terielle goder. 

Alt for ofte undskylder vi os fra 
religiøs aktivitet, som inkluderer 




både det at vise kærlighed for vor 
næste og komme regelmæssigt i 
Kirken, ved at sammenligne vore 
aktiviteter med andres og ved at 
sige, at vi gør lige så meget, som 
de gør, ellervi er lige så gode, som 
de er. Nogle siger: „Jeg går ikke 
i kirke, fordi jeg ønsker ikke at væ- 
re en hykler, ligesom ham der. Jeg 
kan være religiøs uden at gå i kir- 
ke. Jeg kan tilbede Herren på fiske- 
turen eller i skoven ved at føle mig 
ét med naturen." 
Hør hvad Herren har sagt: 
„Og for at du kan holde dig fuld- 
stændig uplettet af verden, skal du 
gå til bedehuset og ofre dine 
sakramenter på min hellige dag. 
Thi sandelig, dette er en dag, der 
er bestemt for dig til at hvile fra 
dit arbejde og tilegne den Aller- 
højeste din andagt. Dog skal du altid 
afgive dine løfter i retfærdighed, 
hver dag og altid." (L&P 59:9-11). 



Vi kan ikke vælge hvilken del af 
Evangeliet, vi synes er sand, eller 
hvilken del, vi bør efterleve. Vi kan 
ikke inddele vort liv i afdelinger, 
uden at der er en indbyrdes for- 
bindelse. Frelseren sagde: „. . . det 
ene burde I gøre og ikke forsømme 
det andet." (Matt. 23:23). Vi må 
være kristne i hver eneste gerning, 
og ved vor levemåde vise vor kær- 
lighed for Herren, vor Gud, og vise 
kærlighed for og være interesse- 
rede i hinanden. Vi, I og jeg, må 
sætte vort personlige hus i orden. 
Vi må ikke være hyklere. 
Harry Emerson Fosdick 1 bemær- 
kede, at der findes to slags hykleri: 
når vi prøver på at gøre os bedre, 
end vi er, og når vi prøver på at 
gøre os værre, end vi er. Vi har talt 
om den slags hykleri, hvor man 
foregiver at være mere eller bedre, 
end man er. Alt for ofte ser vi imid- 
lertid medlemmer af Kirken, som 



140 



er overbeviste i deres hjerter og 
tror, men som på grund af frygt for 
den offentlige mening ikke rejser 
sig og viser det. Denne form for 
hykleri er lige så alvorlig som den 
anden; det gør det svært for andre 
at respektere os, og det har ofte 
en ugunstig virkning eller indfly- 
delse på andre medlemmer af Kir- 
ken, som forventer, at vi står ved 
vort tilhørsforhold til Kirken og ik- 
ke tøver med at manifestere vor 
tro. 

Kun når vi alvorligt stræber efter 
at efterleve Kristi lærdomme, kan 
vi virkelig gøre åndelige frem- 
skridt. Vi må ikke være bange for, 
hvor som helst vi er, at leve op til 
vor overbevisning og Kirkens 
standarder. Folk forventer det af 
os og respekterer of for det, selv 
om de kritiserer og latterliggør os. 
At efterleve høje standarder kan 
ikke støde samvittighedsfulde og 
retfærdigt tænkende mennesker. 
For ikke så lang tid siden talte jeg 
med en lille familie på tre medlem- 
mer, som var blevet omvendt til 
Kirken få måneder i forvejen. I lø- 
bet af vor samtale sagde faderen, 
at de var blevet inaktive og ikke 
gik i Kirke mere, og jeg spurgte 
dem hvorfor. Han forklarede, at 
missionærerne var så gode eksem- 
pler på et godt og renlivet retfær- 
digt folk; men da de kom til deres 
ward, så de så mange mennesker, 
som ikke efterlevede det, Kirken 
belærte dem om, hvad de ellers 
sagde, de gjorde, og som resultat 
deraf blev de mismodige og miste- 
de troen på Kirken. Jeg tror, at det- 
te lærer os to meget vigtige lek- 
tier: For det første er det vort 
ansvar at leve således, at vi øver 
en god indflydelse på andre men- 
nesker, og at vi aldrig vil være år- 
sag til at så tvivl i deres sind på 
grund af hykleri i vor adfærd. 
For det andet bør vi altid tage os i 



agt for, at andres hykleriske ad- 
færd ikke kommer til at få indfly- 
delse på vort liv og så tvivl i vort 
sind, så vi som følge deraf ikke 
efterlever Evangeliets lærdomme. 
Det er yderst vigtigt, at vi som 
medlemmer af Kirken står fast og 
forenet for sandhedens og retfær- 
dighedens sag. Vi har erklæret 
over for verden, at vi har Kristi 
Evangelium, at vi vil tage kampen 
op mod laster og uvaner. Skal vi 
stå fast, eller skal vi jages og ka- 
stes hid og did af vinden som en 
havets bølge? 2 Skal vi svigte ret- 
færdighedens sag for at behage 
menneskene, fordi vi hellere vil 
tjene med læberne end med hjer- 
tet, eller på grund af en eller anden 
politisk magt? 

Vi må ikke være som dem, Johan- 
nes refererede til, da han sagde: 
„Alligevel var der mange, endog af 
rådets medlemmer, der troede på 
ham; men for farisæernes skyld 
ville de ikke være det bekendt . . . 
thi de ville hellere have ære fra 
mennesker end fra Gud." (Johs. 
12:42-43). 

Prøv at forestille jer den store 
indflydelse, Kirken med dens næ- 
sten 3 millioner medlemmer kunne 
have på verden, hvis hver eneste 
af os ville være, som vi foregiver 
at være, hvis enhver var en virke- 
lig kristen, som aldrig foregav no- 
get, hvis vi var ærlige, sandfærdi- 
ge, kyske, velgørende, gjorde godt 
mod alle mennesker og altid trag- 
tede efter alt, hvad der er dydigt, 
elskeligt, hvad der har godt lov 
eller er prisværdigt. 3 
Lad os lytte til profeterne og leve 
efter deres ord. Lad os ikke være 
skyldige, som de skriftkloge og 
farisæerne var i fordums tid, ved 
at forstærke Kristi lidelser, ved at 
forkaste Ham og Hans lærdomme, 
som Han gav os sammen med sit 
liv, således at vi kan være lykkeli- 



ge her og få et evigt liv efter dette. 
Lad os ikke bringe os selv i den 
situation, Han beskriver, da Han 
slutter sin revselse af hyklerne: 
„Se, jeres hus bliver forladt og 
overladt til jer selv! 
Thi jeg siger jer: fra nu af skal I 
ikke se mig, før den tid kommer, 
da I siger: .Velsignet være den, 
som kommer, i Herrens navn!'" 
(Matt. 23:38-39). 

Jeg bærer vidnesbyrd om, at Gud 
lever, at Jesus er Kristus, Søn af 
den levende Gud, at Evangeliet er 
blevet gengivet, og at vi, ved at 
efterleve dets belæringer, vil opnå 
evigt liv. Jeg beder ydmygt om det- 
te i Jesu Kristi navn. Amen. O 



1 Fosdick, Harry Emerson (1878 — 1969) am. gejst- 
lig og forfatter. 

2 Se Jak. 1:6. 

3 Se 13. Trosartikel. 



141 



Hi i \ ^H 


ÆLDSTE SPENCER W. KIMBALL, 
fungerende præsident for De Tolvs Råd. 

De år, 
græshopperne åd 

Lørdag eftermiddag d. 3. oktober 1970 



Mine brødre og søstre og venner, 
og i særdeleshed vore gode med- 
lemmer fra de forskellige oversøi- 
ske lande, det er en glæde for mig 
at være sammen med jer til denne 
dejlige konference. 
Ca. hundrede meter til højre for os 
står et smukt granit-monument 
kronet med en globus af sten, og 
på den to broncemåger. Foran det- 
te monument har der stået millio- 
ner af turister, og lyttet til den 
fængslende beretning om Guds 
barmhjertighed over for mormon- 
pionererne. 

Fuglenes broncevinger er bredt 
ud, ligesom Kirkens arme, for at 
omslutte alle folkeslag i hele ver- 
den. Og globussen er profetien om 
den verdensomspændende kirke 
og et minde om den sten, Daniel i 
et syn så blive revet løs fra bjer- 
get, ikke ved menneskehænder, 
og rullefrem og opfylde jorden. 1 
På tavlen fortælles historien om 
det uopdyrkede, øde land, om ok- 
seforspande, om plovmænd og 
hænder, der sår sæd. Det skildrer 
invasionen af de nådeløse insek- 
ter, og kampen repræsenteret ved 
manden, der synker mod jorden, 
mat og med hængende arme og 
bøjet hoved. Fortvivlelsen har 
overvældet ham. Kvinden er også 
udslidt af hårdt arbejde. Der er no- 
get rørende over hendes legemes 
træthed, hendes ansigt er vendt 
mod den ubarmhjertige himmel. De 



ser mågerne over deres hoveder. 
Kommer de for at gøre ødelæggel- 
sen fuldkommen? Mågernes sejr 
og høstningen af kornet, som blev 
reddet, er skildret. Total hungers- 
nød var afvendt. 

Den ægyptiske plage var ikke den 
første, og den føromtalte ulykke 
var heller ikke græshoppens, 
springerens, æderens, gnaverens 
sidste invasion. Da vi besøgte Au- 
stralien for år tilbage, hørte vi ofte, 
at nu havde den og den mand givet 
op. Oldtidens folk karakteriserede 
sådanne situationer med vendin- 
gen: „De år, græshoppen åd". 
(Joel 2:25, King James version.) 
Der fortælles om, at græshoppen 
er en art fra en stor insektfamilie, 
med et par antenner, lange bagben 
og kraftige lår, som laver den vel- 
kendte lyd, når de bliver gnedet 
mod vingerne. De yngler på flod- 
bunde og solfyldte sænkninger i 
terrænet og formerer sig med en 
foruroligende hastighed, fylder 
luften og slører dagslyset. Horder 
af disse insekter har plaget de 
vestlige stater såvel som mange 
andre dele af verden og forårsaget 
ødelæggelser for mange millioner 
dollars. De har været årsag til 
mange menneskers hungersnød og 
død. 

Disse insekter var, ligesom græs- 
hopperne i Utah, stærkt involvere- 
de i Ægyptens historie: 
Moses og Aron bønfaldt og truede 



Farao til at frigive sin hær af sla- 
ver. Regenten var hård og stædig. 
Under hver plage lovede han at 
gøre, som de ville, men så snart 
lidelserne var overstået, glemte 
han sine løfter. 

Moses advarede: „Så siger Her- 
ren, hebræernes Gud: Hvor længe 
vil du vægre dig ved at ydmyge dig 
for mig? Lad mit folk rejse, at de 
kan dyrke mig!" (2. Moseb. 10:3). 
Plagerne kom hurtigt efter hinan- 
den: da „. . . alt vandet i Nilen for- 
vandledes til blod", og da „frøerne 
(kravlede op og fyldte Ægypten)", 
og da „vældige bremsesværme 
trængte ind", da „støvet... blev 
til myg", da sod kastet af Moses 
„blev til betændelse, der brød ud 
i bylder på mennesker og kvæg." 
Der kom „torden og hagl; ild for 
ned mod jorden, ... og haglen 
(slog) alt ned, hvad der var på 
marken, . . . alle markens urter . . . 
og alle markens træer knækkede 
den." „Hørren og byggen blev 
slået ned, thi byggen stod i aks og 
hørren i blomst." (2. Moseb. 7:20; 
8:6, 24, 17; 9:10,23,25,31). 
På Faraos gentagne afvisninger ci- 
terede Moses Herren: „. . . Lad mit 
folk rejse . . . Men hvis du vægrer 
dig . . . se, da vil jeg i morgen sen- 
de græshopper over dine lande- 
mærker." (2. Moseb. 10:3-4). 
„Udsæd i mængde skal du bringe 
ud på marken, men kun høste lidt, 
thi græshopperne skal fortære 
den;" (5. Moseb. 28:38.) 

og da det blev morgen, førte 

østenstormen græshopperne med 
sig . . . så jorden blev sort af dem, 
og . . . der blev intet grønt tilbage 
på træerne eller på markens urter 
i hele Ægypten." (2. Moseb. 10:13, 
15). 

Det larverne levnede, åd græs- 
hopperne, og det græshopperne 
levnede, åd kålormene. Og endnu 
en afgrøde gik tabt. 



142 



Og medens jeg sad og tænkte på 
„de år, græshopperne havde 
ædt" , kom jeg til at tænke på man- 
ge menneskers spildte weekends 
og år. 

Fra en fjern stat kom engang et 
brev fra en mand, som var blevet 
døbt et år i forvejen. Jeg citerer fra 
hans brev: 

„Jeg vil sætte stor pris på at få mit 
navn slettet i Kirkens bøger. Jeg 
synes, at Kirkens krav er for store. 
Jeg fik undervisning af missionæ- 
rerne, og så blev min dåb planlagt. 
Jeg fortryder det ikke helt, for det 
var belærende. 

Til sidst gik det op for mig, hvad 
det var, jeg var blevet involveret i. 
Jeg var ude af stand til at forsage 
disse fire ting: tobak, spiritus, kaf- 
fe og te. Det gav mig flere bekym- 
ringer, end jeg kunne magte. Og 
jeg har brug for at være accepte- 
ret .. . og jeg følte mig ikke accep- 
teret, når jeg ikke var i stand til at 
tage del i mine medmenneskers 
glæder. 

Desuden synes jeg ikke, at jeg kan 
give fra tre til fem timer af min tid 
hver søndag samt en tiendedel af 
min indkomst. Dette er imod min 
natur . . . 

Jeg er meget ked af al den ulejlig- 
hed, jeg har været årsag til. Ingen 
bør føle sig skyldig . . . Det er min 
egen skyld det hele. Jeg håber, at 
De kan tilgive mig . . . min beslut- 
ning er taget." 

Og hans beslutning var i sandhed 
sørgelig. Hans år går — det ene 
efter det andet — og bliver i over- 
ført betydning ædt af græshopper- 
ne, larverne og kålormene, me- 
dens han vender tilbage til verden. 
Bortset fra dette tilfælde er vore 
medlemmer i almindelighed ikke 
foruroligede over at ofre fire til fem 
timer på sabbaten og give en tien- 
dedel af deres indkomst og holde 
Visdomsordet. 



Marden siger: „. . . møllen kan ikke 
male med vand, som er passeret." 
(Orison S. Marden, Pushing to the 
Front, vol. 1, p. 13.) 
For nogle dage siden mødte jeg en 
nylig omvendt familie, som så glæ- 
destrålende ud, da de hilste på 
mig. 

Jeg spurgte dem, hvorlænge de 
havde været medlemmer af Kir- 
ken, og svaret lød: „To måneder." 
Så sagde de, med på én gang be- 
gejstring og beklagelse: „Tænk på 
alle de år, vi kunne have været lyk- 
kelige i Kirken!" Græshopperne 
havde ædt deres år. 
En eller anden har engang sagt: 
„,Åh, hvis jeg dog bare havde . . .!' 
eller, Åh. hvis jeg dog bare ikke 
havde . . .!' er det stille råb fra man- 
ge mennesker, som ville give selve 
livet for at kunne få lov til at gå til- 
bage og gøre en eller anden fejl 
god igen." (Marden, p. 15). 
I 1834 var et højråd ved at blive 
organiseret af Profeten Joseph 
Smith. Denne beretning kommer 
fra L. D. Young: 

jeg begik en alvorlig fejl og 

ønsker at offentliggøre den som 
en lektie for andre. Profeten bad 
mig om at tage plads med brødre- 
ne, som var blevet valgt til dette 
(høje) råd. I stedet for at gøre det- 
te, rejste jeg mig og undskyldte 
mig med min manglende evne til 
at udfylde en så ansvarsfuld stil- 
ling, og jeg udviste, syntes jeg, 
megen alvor for sagen. 
Profeten sagde så, at han slet og 
ret ønskede, at jeg skulle tage 
plads, men da jeg stadig undskyld- 
te mig, udpegede han en anden i 
stedet for. Jeg tror, at dette var 
grunden til, at han aldrig siden 
kaldte mig til at udfylde en vigtig 
stilling i Præstedømmet. Jeg har 
siden lært at gå, når jeg bliver kal- 
det, og ikke sætte min egen vur- 
dering op imod dem, som er kal- 



dede til at være ledere i dette 
kongedømme." 

Græshopperne gik til arbejdet. 
Tænk på alle de år med muligheder 
denne gode mand har mistet. 
Jeg kender én bestemt mand, som 
blev meget bekymret, da hans 
stavspræsident bad ham om at bli- 
ve biskop for sit ward. Hans ansigt 
blev askegråt. Han fremstammede 
et afslag. Han sagde nej til store 
privilegium atblive dommer i Israel, 
en leder for menneskene. Stavs- 
præsidenten, der følte, at afslaget 
blot var et udtryk for forsagthed 
og en følelse af utilstrækkelighed, 
forsøgte at overtale ham, men be- 
slutningen var taget. 

Siden den dag, har der været man- 
ge år, som græshopperne har ædt. 
I den forbindelse kommer jeg også 
til at tænke på familierne Sidney 
Rigdon, Oliver Cowdery, Martin 
Harris og de mange andre, som 
lukkede døren for deres mulighe- 
der. 

„Husk på, at disse fire ting kom- 
mer aldrig tilbage: ordet, der er 
sagt, pilen, der er affyret, livet, der 
er gået og de forsømte mulighe- 
der." (Marden, p. 67). 
En anden ung mand, som var et 
trofast medlem af Kirken, blev for- 
elsket i en smuk pige, som ikke var 
medlem af Kirken, og da tiden for 
et ægteskab nærmede sig, blev det 
bestemt, at det skulle være en bor- 
gerlig vielse „til døden jer skiller". 
Han protesterede svagt, men hun, 
der havde en stærkere vilje, sej- 
rede. En vielse for tid og al evig- 
hed i templet betød ikke noget for 
hende. 

Han håbede, at han en dag kunne 
døbe hende, men årene fløj afsted, 
og der kom børn, og de voksede 
op uden Evangeliet. Chancerne 
var spildt, årene gået tabt — år, 
som aldrig kan indhentes, fortiden 



143 



flyver med lysets hast og kan ikke 
kaldes tilbage. 
Var dette græshoppe-år? 
Shakespeare skrev: 

„Der er et tidevand i menneske- 
livet, som, når det stiger, gør, at 
alting lykkes. Forpasses det, er 
hele livet spildt og står på grund 
i magtesløs elendighed. Vi sti- 
ger nu på denne store bølge og 
må benytte strømmen, mens den 
er der, eller la' alting fare — " 
(Julius Cæsar, 4. akt, 3. scene. 
Overs. Ole Sarvig.) 
Græshopperne har altid været på 
færde. Civilisationen fortæres af 
larver. 

Benjamin Franklin 1 sagde: „Elsker 
du livet? Så lad være med at ødsle 
tiden bort, for tiden er det mate- 
riale, livet er lavet af." 
En anden sagde: „Selve evigheden 
kan ikke tilbagegive de tabte mi- 
nutter." 

„Jeg spildte tiden, og nu spilder ti- 
den mig." (Shakespeare.) 
Da jeg var en lille dreng, var jeg 
meget betaget af et ungt par, som 
lige havde indgået et borgerligt 
ægteskab. Han var en smuk unger- 
svend med en velnæret hest foran 
enspændervognen og havde nok 
af penge. Hun var „ballets dron- 
ning", kom fra en velhavende fa- 
milie, og hendes klæder og popu- 
laritet fik de andre piger til at mi- 
sunde hende. 

Deres ægteskab var det, man kun- 
ne kalde ekstravagant. 
Der havde været mange børn i 
begge familier, men deres første 
beslutning var, at de skulle ikke 
have nogen børn. 

Man kunne kalde det skæbnen — 
der kom aldrig børn til dette hjem. 
Deres fornøjelser fortsatte — dans, 
ridning, selskaber. I løbet af årene 
så jeg dem blive gamle og ensom- 
me. Han døde først. På hovedga- 
den i den lille by levede hun videre 



og gik dagligt på postkontoret og 
til købmanden. Årene fløj videre og 
medbragte en bøjet ryg og en lang- 
som gang plus en stok. Ensomhe- 
den omgav hende. Hendes søs- 
kende var optaget af deres egne 
familier. Besøgene til hende blev 
færre og færre og kortere og kor- 
tere. Der fandtes endnu ikke radio 
og TV. Læsningen blev begrænset, 
da øjnene blev svage. Folk så kun 
lidt til hende og savnede hende 
kun lidt. 

En dag fandt nogen hende. Hun 
havde været død i nogle dage. 
Alene i døden som hun havde 
været alene i livet. Ingen kærlige, 
pligtopfyldende børn til at begrave 
hende — ingen tårer — ingensorg. 
De havde spildt årene. Var det år, 
som græshopperne havde ædt? 
En eller anden sagde engang: 
„Skæbnen er ikke omkring dig, 
men inden i dig — Det er dig 
selv, der skal forme dig selv." 
(Marden, p. 404.) 
Mangel på planlægning bringer 
goldhed og sterilitet. Skæbnen 
stryger mennesket med sine vin- 
ger, men stort set bestemmer vi 
selv vor egen skæbne. Karl G. 
Maeser 2 giver os disse tanker: 
„Og bøgerne vil blive åbnet, og 
min skytsengel vil stå ved min side, 
og idet han åbner bogen, vil han 
sige: ,Se\ og jeg vil se og sige: 
,Hvor smukt.' Og englen vil sige: 
,Der er det, du kunne have opnået', 
og så vil han vende siden og sige: 
,Her er det, du opnåede.'" 
Verden er fuld af spildte mulighe- 
der. Mange af de dejlige taler, der 
har lydt under denne konference, 
har fortalt om mennesker, som ik- 
ke modtog Evangeliet, da det blev 
præsenteret for dem, om sørgelige 
hændelser fra gymnasiet, universi- 
tetet og arbejdspladsen, om spild 
gennem narkotika og umoralitet, 
om undladelse af at acceptere Kir- 



ken og tjene næsten, om et midler- 
tidigt borgerligt ægteskab i stedet 
for et vedvarende og evigt, om 
brugen af p-pillen, abort og andre 
midler til at skade og ødelægge 
familien og hjemmelivet, som er så 
livsnødvendigt for vor fortsatte 
civilisation. Alt dette minder os om, 
at skønt vi skal være i verden, be- 
høver vi ikke at være af verden. 
Må vi gribe vore muligheder, efter- 
leve Evangeliet fuldt og helt, og 
forberede os til den evige herlig- 
hed, som er vor mulige skæbne. 
Jeg beder om dette i Jesu Kristi 
navn. Amen. O 



1 Franklin, Benjamin (1706—1790). Am. viden- 
skabsmand, opfinder og forfatter. 

2 Maeser, Karl G. født i Tyskland, omvendt til 
Kirken, grundlægger af Brigham Young Univer- 
sity. 



144 




BØRNENES 
SIDER. 




Dit ord er nok 



AF BERNADINE BEAT1E 



Ahmed kom løbende fra en smal 
gyde i Medinaen, som den gamle 
bydel i Casablanca kaldes, ud på 
den store Hansali Boulevard, som 
førte ned til dokkene. Han rynkede 
ængsteligt panden. Han var sent på 
den, og Gamle Sidi ville blive sur. 
„Vores båd skal være den første i 
havnen hver morgen", havde Gamle 
Sidi sagt mange gange. 
Ahmed forstod godt grunden til det. 
Den første båd fik altid fat i de bed- 
ste planker og brædder, som havde 
været brugt til at pakke lasten, og 
som var blevet smidt udenbords fra 
fragtskibene, der lå ankret op ved 
anløbsbroerne. 

Det vrimlede med den sædvanlige 
slags mennesker på boulevarden: 



kvinder i europæisk tøj, andre var 
tilslørede, så man kun kunne se 
deres mørke øjne, tiggere i snavsede 
turbaner, børn, der råbte op med en 
blanding af fransk og arabisk, og på 
fortovscafeerne sad burnus-klædte 
mænd side om side med mænd i 
skræddersyede habitter. Ahmed løb 
forbi dem alle uden at ænse dem 
med et blik. Han tænkte kun på 
Gamle Sidi. 

„Jeg vil fortælle ham, at jeg er sent 
på den, fordi jeg sad hos en syg ven 
hele natten", sagde Ahmed til sig 
selv. Han sukkede. Ahmed brød sig 
ikke om at lyve for den gamle, men 
Gamle Sidi ville blive mistænkelig, 
hvis han fik at vide, at Ahmed havde 
tilbragt natten med at løbe og skjule 



33 



sig for politiet. Og Ahmeds inder- 
ligste ønske var at vinde Gamle Sidis 
tillid. 

Ahmeds tanker gik tilbage til den 
dag, da Gamle Sidi havde valgt ham 
til at ro sin båd. Der havde været et 
dusin andre lasede, sultne drenge 
for at ansøge om stillingen. 
„Hvorfor vil du arbejde for mig?" 
havde Gamle Sidi spurgt hver enkelt 
efter tur. 

„For at hjælpe dig, Gamle Sidi", 
havde drengene svaret. Ahmed tøve- 
de et øjeblik, da det blev hans tur. 
Der var noget ved Gamle Sidi, som 
mindede ham om hans bedstefar, 
efter hvis død han havde været alene 
i verden. Ahmed plumpede ud med 
sandheden. „Jeg er sulten, Gamle 
Sidi. Jeg har brug for penge til mad 
og tøj." 

Et smil bredte sig over Gamle Sidis 
ansigt. „Endelig et ærligt svar. Kom!" 
Han gjorde tegn til Ahmed om at 
følge med. 

Siden den dag var Ahmed kommet til 
at holde af og respektere Gamle Sidi. 
Han troede på den gamle facon, lige- 
som Ahmeds bedstefar. „Må Gud 
være med dig", sagde han altid, når 
de skiltes. 

Ahmed måbede af forbavselse, den 
første gang, han havde besøgt 
Gamle Sidi. Den gamles hus var lille, 
men gulvene var dækket med smuk- 
ke tæpper, og væggene var dækket 
af bøger. 

„Hvis min bedstefar havde levet, ville 
vi haft et hjem ligesom det her", 
sagde Ahmed stille. 
„Jeg er også helt alene", sagde 
Gamle Sidi. „Min kone og vort 
eneste barn døde for mange år 



siden." Efter et øjebliks forløb trak 
Gamle Sidi på skuldrene og vendte 
sig bort. 

„Bor du her i nærheden?" spurgte 
han ligegyldigt. 

„Ja", svarede Ahmed. Han fortalte 
ikke, at hans hjem var en trækasse 
for enden af en mørk gyde. 
Siden den dag havde Ahmed tilbragt 
mange timer i Gamle Sidis hjem. Den 
gamle lærte ham at læse. Tit, efter et 
par timer, lagde Gamle Sidi blidt sin 
hånd på Ahmeds skulder. Håbet blev 
hver gang vækket i Ahmeds hjerte. 
Det var helt sikker, den gamle ville 
bede ham om at blive! Men Gamle 
Sidi sukkede blot og forblev tavs. 
I dag var det første gang i alle de 
måneder, han havde arbejdet for 
Gamle Sidi, at Ahmed kom for sent. 
En bølge af lettelse strømmede igen- 
nem ham, da han så, at den gamle 
stadig ventede på ham. 
„As-salaam 'alaykum, fred være med 
dig", hilste Gamle Sidi Ahmed. 
„Wa-'a!aykum as-salaam, og fred 
være med dig", svarede Ahmed. 
„Jeg er ked af, at jeg kom for sent." 
„Hvorfor kom du for sent, Ahmed?" 
spurgte Gamle Sidi. 
„Jeg — jeg — " stammede Ahmed. 
Så sukkede han. Han kunne ikke 
lyve for Gamle Sidi. „Jeg skjulte mig 
for politiet. En pung var blevet stjålet 
i basaren i går." 

Gamle Sidis øjne mødte Ahmeds. 
„Havde du noget at gøre med det?" 
„Nej!" råbte Ahmed. „Jeg kan ikke 
bevise det, men jeg var ikke engang 
i nærheden af basaren i går." 
Gamle Sidi lagde en hånd på Ah- 
meds skulder. „Klam wahed", han 
citerede et gammelt marokkansk 



ordsprog, som betød: „Dit ord er 
nok." 

Ahmed følte sig så høj som den hø- 
jeste mast på det største skib i hav- 
nen. Gamle Sidi stolede på ham! 
„Kom", sagde Gamle Sidi. „I dag er 
det måske heldigt for os, at vi er sent 
på den. De andre små både har væ- 
ret her og er sejlet igen, og et ame- 
rikansk skib har lige lagt til." 
Ahmed fulgte Gamle Sidi op i båden 
og greb årerne. Han lo. De ameri- 
kanske sømænd smed altid mere og 
bedre tømmer i havnen end sømænd 
fra andre lande. Passagererne på de 
amerikanske skibe vinkede også 
altid og råbte hilsener til dem. Ofte 
gjorde de tegn til Ahmed om at sejle 
nærmere, og så smed de mønter og 
slik ned til ham. 

Efter en dygtig roning var Ahmed 
snart oppe på siden af det amerikan- 
ske skib. En sømand vinkede og 
smed en tung planke over bord. Ah- 
med og Gamle Sidi havde hurtigt 
samlet alt, hvad de kunne bære. Et 
råb lød oven over dem og Ahmed så 
to kvindelige passagerer, der vinke- 
de til dem fra det øverste dæk. 
„Hallo!" råbte Ahmed tilbage, stolt 
over den engelske hilsen, som Gamle 
Sidi havde lært ham. Han roede nær- 
mere. En af kvinderne løftede hån- 
den, og sollyset fangede en ring, 
hun bar. Den glimtede som blå ild, da 
hun smed en håndfuld mønter ned i 
båden og råbte til Gamle Sidi. 
„Hvad siger hun?" spurgte Ahmed. 
„Hun siger, at jeg skal bruge pen- 
gene til at købe nyt tøj til dig", sagde 
Gamle Sidi. „Hun tror, at du er mit 
barnebarn." 
„Gid jeg var!" så snart ordene var 




ude, blev Ahmed ked af det. For 
Gamle Sidis ansigt blev koldt og til- 
lukket. Bedrøvelse omsluttede Ah- 
meds hjerte. Han betød ingenting for 
Gamle Sidi — overhovedet ingen- 
ting!" 

Kvinden kaldte igen og smed flere 
mønter ned i båden. Ahmed bøjede 
sig ned for at samle dem op. En lys 
genstand lå blandt mønterne. Kvin- 
dens ring! Den var gledet af hendes 
finger, da hun smed mønterne. Hur- 
tigt lukkede Ahmeds fingre sig om 
ringen. Han kiggede op. Gamle Sidi 
havde ikke set noget. Ahmed lod rin- 
gen glide ind i en fold ved bælteste- 
det og rakte ud efter årerne. 
Et bedrøvet råb lød fra oven, og kvin- 
den stillede dem et spørgsmål. 
„Hvad er det?" spurgte Ahmed, idet 
han tvang sig selv til at se Gamle 
Sidi i øjnene. 

„Hendes diamantring faldt af, da hun 
kastede mønterne", sagde Gamle 
Sidi. Han knælede ned ved siden af 
Ahmed for at undersøge båden. Ah- 

( Forts, på side 40) 



35 



STOR 

eller lille? 



AF RUTH H. LUNDGREN 



Hvor stor er du? 

Er du lige så lille som en mus, 

et egern eller en kat? 

Nej, ikke så lille. 




Er du lige så stor som en giraf, 
en hest eller en stor elefant? 
Åh nej, ikke så stor. 

36 




Du er for stor til at gøre nogle 
ting — f.eks. at sove i en duk- 
keseng, svømme i et guldfiske- 
glas, bo i et hamsterbur og 
tage bad i en kop te. 



r 





37 



Du er for lille til at gøre nogle 
ting — f.eks. at løfte et skib, 
flyve som en raket til månen 
og bære din fader. 
Men du har lige den rette stør- 
relse til at gøre nogle ting. 



Du kan køre i en karrusel; du 
kan glide ned ad en rutsche- 
bane og gynge i en gynge. Du 
kan tage dig en tår vand og du 
kan selv tage dine sko på. 
Ja, du har lige netop den rette 
størrelse for mange ting. 




Når du står ved siden af din lil- 
lesøster, føler du dig stor. 
Når du står ved siden af din 
storebror, føler du dig lille. 
Når du leger med din bedste 
ven, føler du, at du har den 
rette størrelse, fordi I er næ- 
sten lige store. 
Hvor stor er du? 




38 








39 



(Forts, fra side 35) 

med skælvede, fuld af frygt for at 
Gamle Sidi skulle høre hans hjerte 
hamre. Han ville ikke have gjort det, 
fortalte han sig selv, hvis kvinden 
havde været fattig. Men hun var rig. 
For Ahmed betød ringen mad, tøj og 
et sted at bo. 

Kvindens råb bragte en af skibets 
officerer til rælingen. Han smed en 
rebstige ned over siden, og en sø- 
mand klatrede ned for at være med i 
eftersøgningen. Med Ahmeds hjælp 
blev tømmeret flyttet rundt og hver 
tomme af båden blev undersøgt. 
„Hvorfor tilkalder De ikke havnepo- 
litiet og får drengen og den gamle 
mand visiteret?" spurgte sømanden 
officeren. 

Gamle Sidi rettede sine skuldre. „Jeg 
stjæler ikke", sagde han stolt. 
„De kan stole på ham", sagde office- 
ren. „Han er marokkaner." 
„Hvad med drengen?" spurgte sø- 
manden. 

„Hans ord er også nok", sagde 
Gamle Sidi. 

I stedet for at føle sig lettet, følte Ah- 
med det, som om en tung sten faldt 
ned på hans hjerte. Gamle Sidi følte 
ikke kærlighed for ham, men han 
stolede på ham. Pludselig vidste Ah- 
med, at han ikke kunne svigte denne 
tillid — ikke engang for en diamant. 
Han vendte ryggen til sømanden og 
Gamle Sidi, gav et råb fra sig og 
faldt ned på knæ. Da han rejste sig, 
lå ringen i hans hånd. 
Sømanden greb den og skyndte sig 
op ad stigen. 



„Vent!" råbte kvinden, da Ahmed be- 
gyndte at ro hurtigt bort. Ahmed lod 
som om han ikke forstod det. 
„Hvorfor vendte du ikke tilbage?" 
spurgte Gamle Sidi, da de nærmede 
sig stranden. „Hun ville belønne dig." 
„Jeg havde ringen hele tiden! Jeg 
ville have solgt den!" Det var næsten 
som om ordene blev revet fra Ah- 
meds hjerte. 

„Jeg ved det, Ahmed. Jeg så ringen, 
da den faldt ned sammen med møn- 
terne." 

„Hvorfor lod du dem så ikke under- 
søge mig?" råbte Ahmed. 
„Mit hjerte fortalte mig, at du ville 
aflevere ringen. Desuden bebrejder 
jeg mig selv, Ahmed. Du holder af 
mig; jeg har set det i dine øjne. Til 
gengæld burde jeg have givet dig al 
den kærlighed, som du fortjente og 
havde brug for. Men jeg var bange." 
„Bange? For mig?" spurgte Ahmed. 
„Jeg er gammel, Ahmed. Jeg ønskede 
ikke at have det besvær og ansvar 
med at passe et barnebarn. Vi kan 
tale mere om det, når vi kommer 
hjem til os selv." 

Ahmed så hurtigt op, bange for, at 
han havde misforstået det. 
„Ja, jeg ønsker, at du skal bo hos 
mig, Ahmed. Jeg har også brug for 
en familie." Der var et glimt i Gamle 
Sidis øjne. „Det vil ikke være let for 
dig hele tiden. Jeg er gammel og tit 
gnaven. Der kan komme tider, hvor 
du ville ønske, at du havde en dia- 
mant i stedet for en bedstefar." 
Ahmed lo højt. „Aldrig!" råbte han. 
„Aldrig!" O 



40 



At være i verden, men ikke af verden 



AF BISKOP JOHN H. VANDENBERG 



Da selviskhed, vold og umoralskhed er blevet de vigtigste 
bevæggrunde i menneskets handlinger, bliver det et sti- 
gende ønske hos mange at flygte fra sådanne omgivelser. 
Nogle prøver på at finde et område, hvor størstedelen af 
indbyggerne er medlemmer af Kirken. 
Det bliver mere og mere tydeligt, at der er en grænse for, 
i hvor høj grad vi fysisk kan sætte os selv uden for virknin- 
gen af vor verdens onde indflydelse ved at isolere os i 
bestemte samfund. De unge mennesker kan derfor have 
brug for at nyorientere sig, medens de vokser op til mo- 
denhed i et gudløst og sensuelt verdenssamfund, hvor alt 
er tilladt. 

Måske er det første punkt i denne nyvurdering perspekti- 
vet. Profeten Joseph Smith udtrykte sit perspektiv i afsnit 
127 i Lære og Pagter, vers 2: „De farer, som jeg er blevet 
kaldet til at gennemgå, synes mig meget ringe, eftersom 
menneskenes misundelse og vrede har været min bestan- 
dige lod alle mine livsdage; af hvilken grund ville være 
mig en gåde, om jeg ikke, før verdens grundvold blev lagt, 
var bestemt til noget godt eller ondt . . ." 
Profeten troede på, at denne skæbne, denne livsmission 
varogvilleværesand for alle, som ville vælge at tage imod 
Evangeliet og hellige sig i fuld tjeneste at bygge Guds 
Rige. 

„Hver eneste mand, som har et kald til at betjene verdens 
indbyggere, blev ordineret til selve denne opgave i det 
store råd i himlen, før denne verden blev til. (Profeten 
Joseph Smiths Lærdomme, s. 442.) 

Med en sådan forståelse af deres livsmission, bør Kirkens 
unge være stolte af at være med til at opbygge riget, hvor 
som helst de befinder sig. Ingen generation i hele verdens- 
historien har været uden problemer med hensyn til at 
kæmpe mod det onde. Ondskab og synd når hurtigt hver 
eneste afkrog i verden, særlig i disse tider med hurtig 
kommunikation. Disse områder vil være begunstigede i 
nogle få år endnu. Efter disse vil karakterstyrke og troskab 



mod evangeliske principper være nødvendige for at stå 
imod dårlige omgivelsers nedadtrækkende indflydelse. 
Den sande karakterstyrke får man ved at være engageret 
i gode aktiviteter. Kirkens unge mennesker har fået mulig- 
hed for dette, hvilket bliver nævnt i en skrivelse fra Pro- 
feten Joseph Smith den 6. september, 1842: 
thi det er nødvendigt, når tidernes fyldes uddeling op- 
rettes, hvilken uddeling nu er begyndt at indtræde, at en 
hel, fuldstændig og fuldkommen forening og sammenføj- 
ning af uddelinger, nøgler, magter og velsignelser finder 
sted.. ." (L&P 128:18). 

Daniel så, at i vore dage ville Evangeliet fylde hele jorden, 
indtil Kristi rige ville erstatte jorderiget. Kun når de, som 
har accepteret og efterlever Evangeliet, findes overalt, kan 
dette ske. Menneskets levemåde er mere virkningsfuldt 
end formelle prædikener. Ungdommen, som er i verden 
i dag, vil finde stor tilfredsstillelse ved at være det ånde- 
lige lys, som kæmper imod det mørke, verden befindersig i. 
Kirken har programmer, hvorigennem de unge kan finde et 
fast ståsted i en forvirret og frustreret verden. Det aronske 
Præstedømmes program giver lederskabstræning, under- 
visning i Evangeliet og tjenestemuligheder, som forbereder 
unge mænd til deres opgaver i Kirken. GUF tilbyder det 
bedste i samfundsmæssige, kulturelle, sportslige og 
spejdermæssige programmer. Gennem de personlige be- 
lønningsprogrammer for de unge mænd og kvinder kan 
personlig målsætning blive et bolværk mod verdens dår- 
lige indflydelse. 

Undervisning i Evangeliet gives hver søndag i søndags- 
skolerne i næsten alle dele af verden. 
Ved hjælp af disse programmer og ved støtten af et vid- 
nesbyrd, modtaget ved Helligånden, kan Kirkens unge 
trygt være „i verden, men ikke af verden", og kan udføre 
deres guddommelige mission, at oprette „en hel, fuld- 
stændig og fuldkommen forening" og sammenføje udde- 
linger, nøgler, magter og velsignelser. O 



145 




ÆLDSTE EZRA TAFT BENSON fra De Tolvs Råd 



At styrke familien 



Som et folk bør vi være loyale 
over for: Gud, familien og vort 
land. 

Jeg er kommet til jer i dag med en 
indtrængende bøn om, at vi må 
styrke vore familier. 
Som det helt rigtigt er blevet sagt, 
er „frelse et familieanliggende . . . 
og at familieenheden er den vig- 
tigste organisation i tiden her og i 
evigheden". 

Kirken blev organiseret for i stort 
målestok at hjælpe familien, og 
længe efter at Kirken har udført sin 
mission, vil den celestiale, patriar- 
kalske orden stadig fungere. Det 
var derfor Præsident Joseph F. 
Smith sagde: „At være en vellyk- 
ket far og mor er større end at væ- 
re en vellykket general eller stats- 
mand . . ." og præsident McKay 
tilføjede: „Når et menneske sætter 
sit arbejde eller fornøjelser højere 
end sit hjem, påbegynder han fal- 
det til sjælelig svaghed." 
Og det er derfor præsident Harold 
B. Lee sagde i går: „Kirken må gø- 
re mere for at hjælpe hjemmet med 
at udføre dets guddommelige mis- 
sion." 

Præsident Joseph Fielding Smith 
har erklæret, at „aldrig i Kirkens 
historie har der været så mange 
fristelser, så mange faldgruber, så 
mange farer til at lokke Kirkens 
medlemmer væk fra pligtens sti, 
fra retfærdigheden, som der er i 
dag." (Take Heed to Yourselves, 
p. 127). Og han sagde også: Den- 



ne verden bliver ikke bedre . . . 
ondskaben breder sig." (Ibid. p. 
207). 

Aldrig har Djævelen været så godt 
organiseret, og aldrig har han haft 
så mange magtfulde udsendinge 
til at arbejde for sig, som han har 
nu. Vi må gøre alt, hvad der står i 
vor magt, for at styrke og beskytte 
hjemmet og familien. 
Satan ved, at „hjemmet er det før- 
ste og mest effektive sted, hvor 
børnene kan lære livets lektier: 
sandhed, ære, dyd, selvkontrol; 
værdien af uddannelse, ærligt ar- 
bejde og livets formål og privile- 
gium. Intet kan tage hjemmets 
plads med hensyn til at opdrage 
og undervise børn, og nok så me- 
gen succes kan ikke opveje fiasko 
i hjemmet." (Præs. David O. Mc- 
Kay, Family Home Evening Ma- 
nual, 1968-69, p. III). 
Og situationen i dag: Undermine- 
ringen af hjemmet og familien er 
stigende, med djævelen ivrigt ar- 
bejdende på at erstatte faderen 
som hjemmets overhoved og ska- 
be oprør blandt børnene. Mormons 
Bog beskriver denne situation så- 
ledes: „Og børn undertrykker mit 
folk, og kvinder hersker over det." 
Og så følger disse ord — og over- 
vej dem alvorligt, når i tænker på 
de politiske ledere, som virker til 
fremme forfødselskontrol og abort: 
„Mit folk! de, der leder dig, fører 
dig vild og skjuler dine stiers vej." 
(2 Nephi 13:12). Og lad mig advare 



søstrene for fuldt alvor, at den, 
som lader sig underkaste en abort 
eller en operation, som udelukker, 
at vedkommende får flere sunde 
børn, sætter sin frelse og fremti- 
dige medlemskab i Guds rige i 
fare. 

Forældrene er direkte ansvarlige 
for en retfærdig opdragelse af de- 
res børn, og dette ansvar kan ikke 
med sikkerhed betros slægtninge, 
venner, naboer, skolen, Kirken el- 
ler staten. 

„Jeg appellerer til jer forældre, tag 
ikke noget som helst for givet an- 
gående Jeres børn", sagde præsi- 
dent J. Reuben Clark, Jun. „Stør- 
stedelen af dem er naturligvis go- 
de, men nogle af os ved ikke, hvor- 
når de begynder at gå væk fra 
sandhedens og retfærdighedens 
sti. Vær opmærksomme hver ene- 
ste time på dagen. Slap aldrig af i 
Jeres omsorg. Led venligt i Evan- 
geliets ånd og i Præstedømmets 
ånd, men led, hvis I ønsker, at vore 
børn skal følge den rette sti." Vage 
forældre er en del af problemet. 
Som en vægter på tårnet 1 føler jeg, 
at jeg må advare om, at vore ud- 
dannelsesinstitutioner er en af ho- 
vedårsagerne til, at vor ungdom 
bliver vildledt og familieenheden 
ødelagt. Præsident Joseph F.Smith 
omtalte falske ideer i undervisnin- 
gen som en af de tre truende farer 
blandt vore medlemmer. Der er 
mere end én grund til, at Kirken 
råder de unge til at søge ind på 
skoler, der ligger i nærheden af 
deres hjem, hvor der er adgang til 
religionsinstitutter. Det giver for- 
ældrene mulighed for at være i 
nær kontakt med deres børn, og 
hvis de er årvågne og veloriente- 
rede, som præsident McKay for- 
manede os om sidste år, kan disse 
forældre hjælpe til med at afsløre 
nogle af de bedrag, som kommer 
fra mænd som Sigmund Freud 2 , 



146 



Charles Darwin 3 , John Dewey 4 , 
Karl Marx 5 , John Keynes 6 og an- 
dre. 

I dag kan et ungt menneske kom- 
me ud for noget, der er meget vær- 
re end en ikke fuldført uddannelse. 
I virkeligheden er nogle af de vær- 
ste ting sket for vore børn, medens 
de gik i skoler, som var ledet af be- 
styrere, der så gennem fingre med 
samfundsnedbrydende aktiviteter 
og umoralitet. 

Karl G. Maeser sagde: „Jeg vil hel- 
lere have mit barn udsat for kop- 
per, tyfus, kolera eller andre on- 
dartede og dødelige lidelser end 
udsætte det for den nedbrydende 
indflydelse fra en korrupt lærer. 
Det er ulig bedre at tage chancen 
med en uvidende, men rensindet 
lærer end med den største, men 
urene filosof." 

Faguddannelse, korrespondance- 
kursus, ansættelse i et familiefore- 
tagende bliver taget under overve- 
jelse af et stigende antal forældre. 
I dag er Brigham Young Universi- 
tetet den største privatskole i USA. 
Forældre fra fjern og nær ser på 
Brigham Young Universitetet som 
aldrig før. 

Hvadenten Jeres børn går på den 
slags skole eller ej, er det vigtigt, 
at I holder Jer nær til dem, dagligt 
gennemgår, hvis det er muligt, 
hvad de har lært i skolen og gen- 
nemgår deres lærebøger. 
Præsident Joseph Fielding Smith 
har erklæret, at i offentlige skoler 
kan man ikke få en lærebog om de 
højere videnskaber, der, hvad han 
ved af, ikke indeholder noget slud- 
der. (Take Heed to Yourselves, 
p. 32). 

Jeg kender en god fader, som re- 
gelmæssigt gennemgår med sine 
børn, hvad de har lært, og hvis de 
er blevet belært om noget urigtigt, 
finder børnene sammen med fade- 
ren frem til sandheden. Hvis det 



forlanges, at børnene skal gå op 
til eksamen i de falske ting, de er 
blevet undervist om, kan de måske 
følge Præsident Joseph Fielding 
Smiths råd om at indlede deres 
svar med ordene „læreren siger", 
eller de kan måske sige „De be- 
lærte om dette" eller „lærebogen 
siger". 

For nylig betalte nogle forældre en 
avis for at trykke et åbent brev til 
deres søns rektor. Udpluk fra bre- 
vet lød således: 

Vi meddeler Dem hermed, at vor 
søn . . . ikke har lov til, uden skrift- 
lig samtykke fra undertegnede, at 
deltage i eller udsættes for nogen 
som helst undervisning eller ud- 
dannelse i sex, menneskets udvik- 
lingslære, forståelse af ens „jeg", 
privatliv og familieliv, gruppeterapi 
eller sensitivitetstræning ellerselv- 
kritik eller nogen som helst kom- 
bination eller grad deraf . . . 
Vi har i sinde at bibeholde og 
udøve vor forældreret til at vejlede 
vort barn angående moralsk og 
seksuel opførsel uden indblanding 
eller modsigelse fra skolepersona- 
lets side. 

Vor søn er blevet belært om at be- 
tragte formen for sensitivitetstræ- 
ning, gruppeterapi, selvkritik, etc. 
som det i almindelighed bliver 
praktiseret, som noget, der ned- 
sætter moralske standarder og er- 
statter personligt ansvar ved at 
være afhængig af og rette sig efter 
kollektivismens flokmentalitet. 
Han er blevet instrueret om straks 
at flytte fra en hvilken som helst 
klasse, hvori han bliver udsat for 
undervisning i de fornævnte em- 
ner, samt at rapportere ignoreren 
af dette brev til os." 
Herren vidste, at Satan i de sidste 
dage ville prøve på at ødelægge 
familieenheden. Han vidste, at por- 
nografi med domstolenes samtyk- 
ke ville brede sig. 



Hvor bør vi være taknemmelige 
for, at Herren inspirerede sin pro- 
fet for over et halvt århundrede si- 
den til at indføre det ugentlige fa- 
miliehjemmeaftensprogram. Dette 
er begyndelsen til at få forældrene 
til at påtage sig ansvaret for at vej- 
lede deres børn. Et stigende antal 
trofaste hellige holder mere end 
én familiehjemmeaften om ugen og 
føjer til eller sletter i familiehjem- 
meaftenshæftet alt efter, hvad Ån- 
den tilskynder dem til. 
Familiehjemmeaftensprograrnmet 
(en aften hver uge) er reserveret 
fædre og mødre, for at de kan 
samle deres børn om sig i hjem- 
met, og det er udarbejdet til at 
styrke og beskytte familien. Der 
bliver bedt bøn, sange bliver sun- 
get, skriftsteder læst, familieanlig- 
gender diskuteret, der bliver un- 
dervist i Evangeliske principper, og 
ofte leger man og serverer hjem- 
melavede forfriskninger. 
Nu er der blevet lovet velsignelser 
til dem, som vil holde en ugentlig 
familiehjemmeaften: 
„Hvis de hellige adlyder dette råd, 
lover vi, at store velsignelser vil 
være resultatet. Kærlighed i hjem- 
met og lydighed mod forældrene 
vil stige. 

Troen vil udvikle sig i Israels unges 
hjerter, og de vil få magt til at 
kæmpe imod dårlig indflydelse og 
fristelser, som angriber dem." (Det 
Første Præsidentskab, 27. april, 
1915, Improvement Era, vol. 18, p. 
734). 

Hvad nu med den underholdning, 
som er tilgængelig for vore unge 
mennesker i dag? Bliver I under- 
mineret i Jeres eget hjem gennem 
TV, radio, kulørte ugeblade, beat- 
plader? Meget af beatmusikken er 
med vilje lavet for at fremme umo- 
ralskhed, narkotika, oprør, ateis- 
me og nihilisme gennem et sprog, 
som ofte har en dobbeltbetydning, 



147 



og som mange forældre ikke er 
kendt med. 

Forældre, som er velorienterede, 
kan advare deres børn mod den 
demoraliserende, larmende og rå 
beatmusik, som sløver sanserne 
og følelserne — junglerytmerne, 
som antænder det vilde i éns 
indre. 

Præsident J. Reuben Clark, jun. 
sagde engang: 

„Jeg kunne tænke mig, at I i et øje- 
blik tænkte over det faktum, at en 
umådelig stor del af den moderne 
kunst, litteratur, musik og drama, 
som vi har i dag, er yderst demo- 
raliserende . . . Musikken — tja, 
jeg ved ikke, hvor langt fra jungle- 
trommerne den er, men det er ikke 
ret langt . . . 

Disse ting må I være opmærksom- 
me på. De udøver alle deres ind- 
flydelse på børnene. Må Jeres 
hjemmeliv være så nær himlen 
som muligt." (Relief Society Ma- 
gazine, december, 1952, p. 798). 
Ungdomsledere, holder I vore 
standarder højt, eller er I gået på 
kompromis med den mindste fæl- 
lesnævner for at stille de bedra- 
gede og sjofle inden for Kirken til- 
freds? Er dansen i Jeres fritidssale 
dydig, elskelig og prisværdigt 7 , el- 
ler repræsenterer den et moderne 
Sodoma med korte skørter, øre- 
sønderrivende beat og dæmpet 
belysning? 

Vil vore ungdomsledere acceptere 
de standarder, der blev forelagt 
unge John Wesley 8 af hans mo- 
der? Hør hendes sunde råd: 
„Vil du bedømme det rigtige og 
urigtige i fornøjelser? Tag så dette 
råd: Husk på, at alt, hvad der svæk- 
ker din fornuft, din samvittigheds 
følsomhed, fordunkler din opfattel- 
se af Gud, fratager dig din glæde 
for åndelige ting, alt, hvad der for- 
årsager, at legemet får stigende 
magt over sjælen, det er synd, 



hvor uskyldigt det end kan se ud 
i sig selv." 

Har vi, som Moroni advarede os 
om, „besmittet Guds hellige kir- 
ke"? (Morm. 8:38). Kirkens hjæl- 
peorganisationer skal være en 
hjælp og ikke en hindring for 
forældrene og Præstedømmet, me- 
dens de stræber efter at lede de- 
res familier tilbage til Gud. Bærer 
nogle af os det brudte kors, tegnet 
på anti-krist, som er Satans sym- 
bol på de såkaldte „fredsbevæ- 
gelser?" 

„Mit folk skal gå til grunde, fordi 
det er uden kundskab", klagede 
Hoseas (Hos. 4:6). I dag er nogle 
forældre vidne til, at deres slægt 
gradvist bliver fysisk og åndeligt 
ødelagt, fordi de nægtede at lade 
sig orientere og derpå rejse sig og 
informere deres børn. Hvis vi ville 
være som Gud, kende forskel på 
ondt og godt, kunne vi finde ud af, 
hvad det er, der underminerer os, 
hvordan vi kunne undgå det, og 
hvad vi skal gøre ved det. 
Det er nu tiden, hvor vi fædre skal 
vende vore hjerter mod børnene 
og børnene deres hjerter mod os 
fædre, ellers vil begge parter blive 
slåetmed band. 9 Skilsmissens sæd 
bliver ofte sået og børnenes vel- 
signelser udskudt på grund af ude- 
arbejdende hustruer. Udearbej- 
dende mødre bør huske på, at de- 
res børn sædvanligvis har mere 
brug for deres moder end for pen- 
ge. 

Da forholdene i verden gradvis bli- 
ver værre, er det af afgørende be- 
tydning, at familien kommer hinan- 
den nærmere i retfærdighed, og at 
familiesolidariteten bliver befæ- 
stet. Der blev engang sagt: „Der er 
for mange, der trækker sig bort fra 
hjemmet i dag. Vi bør alvorligt 
overveje, om der ikke er for mange 
aktiviteter og andre interesser, 
som tager for megen tid og op- 



mærksomhed fra vore familier, fra 
vore børn, fra dem, som Herren, 
Gud, gav os til at holde af, op- 
fostre, undervise og hjælpe livet 
igennem." 

Lad os derfor styrke familien. Fa- 
milie- og individuel bøn morgen og 
aften vil åbne for velsignelserne 
til Jeres hjem. Spisetiderne er en 
god tid, hvor man kan gennemgå 
dagens aktiviteter og ikke blot er- 
nære legemet, men også ånden, 
ved at medlemmer af familien efter 
tur læser skriftsteder højt, især fra 
Mormons Bog. Om aftenen er der 
en god lejlighed for den travle fa- 
der til at sidde ved hvert barns 
sengekant og tale med det, be- 
svare dets spørgsmål, og lade det 
vide, hvor meget man holder af det. 
I sådanne hjem er der ingen „ge- 
nerationskløft" . Denne vildledende 
frase er et andet af djævelens 
værktøj, som svækker hjemmet og 
familien. Børn, som ærer deres 
forældre, og forældre, som holder 
af deres børn, kan gøre hjemmet 
til en sikker havn og et lille stykke 
af himmelen. 

Må Gud velsigne os til at styrke 
vore familier ved at undgå de ud- 
spekulerede påfund fra Satan og 
følge Herrens rene stier, således 
at vi, når den tid kommer, kan rap- 
portere til vor himmelske Fader i 
Hans celestiale hjem, at vi alle er 
her, fader, moder, søster, broder, 
alle dem, som har hinanden kær. 
Hver stol er besat, vi er alle kom- 
met hjem. I Jesu Kristi navn. Amen. 

1 Se 2. Kong. 9:17. 

2 Freud, Sigmund (1856 — 1939) østr. grundlægger 
af psykoanalysen. 

3 Darwin, Charles (1809—1882) eng. naturforsker. 

4 Dewey, John (1859—1952) am. filosof og 
pædagog. 

5 Marx, Karl (1818—1883) ty. socialistisk teore- 
tiker. 

6 Keynes, John Maynard (1883—1946) eng. natio- 
naløkonom. 

7 Se 13. Trosartikel. 

8 Wesley, John (1703 — 1791) eng. evangelist og 
teolog, grundlægger af metodismen. 

9 Se Malakias 4:6. 



PRÆSIDENT LOREN C. DUNN fra De halvfjerds' første Råd 



Kan de regne med os ? 



Jeg husker en historie fortalt af en 
skovfoged om en turist, der var 
kommet til en nationalpark for at 
tage billeder af vildtet. Ikke langt 
fra lejrpladsen fandt han det, han 
søgte — to bjørneunger, der rode- 
de rundt i en affaldsbunke, halvt 
legende og halvt søgende efter 
føde. Han greb sit kamera og tog 
en serie billeder fra forskellige 
vinkler. I sin iver glemte han, at når 
man finder bjørneunger i skoven, 
er bjørnemoderen aldrig ret langt 
borte. 

Da han flyttede sig for at få et nær- 
billede af de legesyge unger, kom 
han uden at vide af det imellem un- 
gerne og moderen, som befandt 
sig mellem træerne lige i nærhe- 
den. Bjørnen ville kæmpe for sine 
unger, og en ulykke blev kun af- 
værget, da en forbipasserende, 
som havde iagttaget sceneriet, ad- 
varede turisten, der demonstrere- 
de usædvanlige akrobatiske fær- 
digheder, da han trak sig tilbage 
fra skarndyngen. 

Vi hører ofte om den voldsomhed, 
hvormed dyr beskytter deres un- 
ger, og sædvanligvis bliver disse 
historier nævnt i forbindelse med 
hændelser med forældre, som af 
en eller anden uforklarlig grund la- 
der deres børn i stikken. Medens 
disse hændelser skal og bør for- 
dømmes, synes vi ikke desto min- 
dre at leve i en tid, hvor der finder 
en anden slags svigten sted, som 
næsten er værre, end når en mo- 



der efterlader sit uønskede barn 
på et dørtrin. 

Det, jeg mener, er den fristelse, 
det er for forældre at opgive deres 
børn, når disse synes at ignorere 
de moralske love og handlemåder, 
som forældrene holder af og som 
styrer hjemmet, og når børnene 
synes at gøre oprør mod ethvert 
forsøg fra forældrenes side på at 
rette på deres opførsel og vise 
dem en bedre metode. 
I det mindste vil det barn, som er 
blevet efterladt på et dørtrin, blive 
passet af de behørige institutioner 
og sædvanligvis anbragt i et hjem, 
hvor forældre, som ønsker det 
barn, vil adoptere det og holde 
af det og opdrage det, som var det 
deres eget barn. 

En dreng eller pige, som er opgivet 
af deres forældre, fordi de (børne- 
ne) er kommet ind i noget forkert 
og muligvis endog er sure og op- 
rørske imod enhver indblanding 
fra forældrenes side, er i endnu 
større vanskeligheder. Når de hår- 
de tider kommer — og de vil kom- 
me — <- hvem vil så tage sig af dem, 
hvis forældrene ikke vil? 
Vor tids tragedie, som vi ser om- 
kring os, er, at alt for mange unge 
mennesker er uden faste holde- 
punkter — nogle af dem er i van- 
skeligheder, og nogle af dem forår- 
sager vanskeligheder for samfun- 
det. Måske er det svært at forstå, 
at vor evige Fader også omtaler 
disse som sine sønner og døtre, 



og hvis vi forstår lignelsen om det 
tabte får ret, er de endog lidt vig- 
tigere for Ham, da de ikke er i sik- 
kerhed i folden. 

Samfundet har givet os tusindvis 
af grunde til, at nogle begynder at 
blive oprørske og flakker om. Dog 
kan jeg ikke lade være med at 
tænke på, at i mange tilfælde må 
det hele vende tilbage til dem, som 
gav dem liv, og dem, som på et 
eller andet sted på vejen opgav 
dem, enten ved at lade dem i stik- 
ken, ignorere dem eller ved sim- 
pelthen ikke at have plads til dem 
i deres tilværelse. 
Forleden dag havde jeg besøg af 
en ung pige, en smuk pige, pæn og 
ren, som gjorde et godt indtryk. 
Men det, hun fortalte mig, var alt 
andet end rent og langtfra smukt. 
Fra begyndelsen af teenageårene 
havde hun været forfalden til nar- 
kotika. Det blev så slemt, at hun 
på et tidspunkt flyttede hjemmefra 
og drev mere eller mindre tilfældigt 
rundt fra den ene narkotikahule til 
den anden. Hun gik fuldt og helt 
ind for den såkaldte hippiekultur 
og var „høj" det meste af tiden. 
„Mærkeligt nok", sagde hun, „i al 
den tid opgav min far mig ikke, og 
skønt jeg vidste, at jeg havde knust 
mine forældres hjerter, kunne jeg 
altid gå hjem til min far og få at 
vide, at han holdt af mig, og at han 
ikke ville fordømme mig som men- 
neske, skønt han fordømte alt, 
hvad jeg gjorde." 

Pigen fortsatte og fortalte, at en 
aften havde hun haft hvad hun 
kaldte et dårligt trip. Jeg tror, hun 
sagde, at hun „flippede ud". Hun 
sagde, at det havde været en så 
frygtelig oplevelse, at hun tog hjem 
til sine forældre og tilbragte resten 
af natten mellem dem i deres seng, 
ligesom hun havde gjort som lille, 
når hun havde haft mareridt. Hun 
fandt ikke helt ro, før hendes fader 



149 



til sidst gav hende en velsignelse, 
som syntes at lette hendes menta- 
le og fysiske tortur. 
Dette skulle så blive vendepunktet 
i denne piges liv. Hun sagde, at 
hun altid havde vidst, at det var 
forkert, men hun havde blot beslut- 
tet sig til at gøre oprør. Stykke for 
stykke har hun nu samlet sit liv 
igen, og skønt hun endnu har et 
stykke vej tilbage, vil hun klare 
det. 

Hun havde en fader, forstår I, som 
aldrig opgav hende. 
Jeg kommer til at tænke på et an- 
det tilfælde, og det er om en mo- 
der og hendes 18-årige søn, og in- 
gen af dem tilhører vor tro. Lad mig 
citere hende: 

„For tre år siden fik min søn en ny 
ven — hans første forbindelse med 
narkotikamarkedet. Jeg prøvede 
meget hårdt på at lade ham vide, 
hvad den dreng var og at sige: ,Du 
behøver ikke at bruge narkotika.' 
Men han ignorerede mig. Bortset 
fra at flytte, syntes der ikke at være 
andet, jeg kunne gøre. 
Da mine ,nej' blev mere og mere 
talrige, blev hans afvisninger ikke 
til at holde ud ... En aften ved mid- 
dagsbordet bekendtgjorde han: 
Jeg vil ikke længere adlyde reg- 
lerne i dette hjem.' Han sagde, at 
så snart han havde sparet nok 
penge op, om ca. 3 måneder, ville 
han flytte. .Indtil da', sagde han, 
,vil jeg sige, hvad der passer mig, 
og ryge hvad der passer mig'." 
Moderen fortalte, at hun rejste sig 
fra bordet, gik ud i entreen og til- 
bage igen og sagde så: „Jeg har 
en nyhed til dig, min søn. Enten 
adlyder du reglerne, eller også kan 
du finde dig et værelse et andet 
sted i løbet af tre dage — og ikke 
tre måneder." 

Han var chokeret. Men den næste 
dag fandt han virkelig et job, og 
han flyttede hurtigt ud. Det at for- 



lade hjemmet betød imidlertid ikke 
opgivelse af medlemskabet af fa- 
milien. „Jeg lod ham vide, at døren 
altid var åben", sagde hun. „Jeg 
tog hen for at se hans nye værel- 
se, interesserede mig for hans nye 
job, inviterede ham på en bid brød, 
da han var færdig med at flytte si- 
ne ting. Og han vidste, at hvis han 
flyttede hjem igen, ville det aldrig 
blive betragtet som et nederlag for 
ham, men snarere som en ny be- 
slutning. 

„Han havde adskillige jobs", sag- 
de moderen; „et i en restaurant. 
Men medens han havde travlt med 
at ordne sine egne problemer, var 
han også rede til at lægge alt til 
side for at hjælpe andre. Til sidst 
blev han fuldtidsmedlem af staben 
på Project Place, et center for 
mennesker, der er gået bort hjem- 
mefra og mennesker med narkoti- 
kaproblemer." 

„Fra tid til anden kom han og be- 
søgte mig", fortsatte moderen, „og 
jeg spurgte ham: .Hvordan går 
det? Er du rede til at komme hjem?' 
En dag fandt han ud af, at det var 
han, og han flyttede tilbage. Han 
havde mistet sin interesse for nar- 
kotika." 

Så fremhævede moderen noget 
megetvæsentligt. Hun sagde: „Min 
søn har gjort nogle fejltagelser, 
oplevet smerte, som han muligvis 
ikke havde været nødt til, men jeg 
tror, at han har rejst sig og for- 
kastet det dårlige i verden og på- 
taget sig noget rigtigt og smukt . . . 
Jeg tror, at et barn har ret til at 
have ret og ret til at have uret, og at 
vide, at hans forældre vil stå ved 
hans side gennem det hele." 
(Christian Science Monitor, 9. sep- 
tember, 1970). 

Måske husker I den episode, der 
fandt sted for få måneder siden. 
Det stod i de fleste aviser. En 
lille pige blev fundet klyngende sig 



til hegnet, der deler en kolossal 
motorvej i en af verdens største 
byer. Politiet blev tilkaldt, og me- 
dens de bragte pigen i sikkerhed, 
fortalte hun denne forfærdelige 
historie. 

Forstår I, det var hendes forældre, 
som havde anbragt hende der. 
De havde sagt: „Hold nu godt fast 
i hegnet og slip det for alt i verden 
ikke." Så var forældrene kørt, idet 
de havde i sinde at lade hende i 
stikken. Avisernes beretning om 
det var malende. Man kunne leven- 
de forestille sig den lille pige med 
tårer i øjnene og skælvende læber 
holde fast i hegnet, medens biler 
og store lastvogne brølede af sted 
på hver side af hende. Man kunne 
se hende for sig — hvordan hun 
ikke havde turdet at give slip, fordi 
hendes far havde sagt, at det måt- 
te hun ikke — stående der, beslut- 
somt, og ventende tålmodigt på en 
moder og fader, som ikke havde i 
sinde nogen sinde at vende til- 
bage. 

Åh, forældre, ligemeget hvad van- 
skelighederne består af, lad os al- 
drig lade vore børn i stikken på 
nogen som helst af livets mørke 
og farefyldte veje, ligemeget hvad 
der fik dem til at komme der. Når 
de når det punkt — og for nogle 
kan det være en pinefuld lang tid 
— når de når det punkt, hvor de 
har brug for os, beder jeg til, at vi 
ikke må svigte dem. 
„. . . Men da han endnu var langt 
borte, så hans fader ham og ynke- 
des inderligt og kom løbende og 
faldt ham om halsen og kyssede 
ham. 

Og sønnen sagde til ham: .Fader! 
jeg har syndet imod Himmelen og 
over for dig, jeg er ikke længer 
værd at kaldes din søn.' 
Men faderen sagde til sine tjenere: 
, Skynd jer at komme med den bed- 
ste klædning og giv ham den på og 



150 



sæt en ring på hans finger og giv 
ham sko på fødderne. 
Thi min søn her var død, men er 
blevet levende igen, han var for- 
tabt, men er fundet igen . . .'" (Lu- 
kas 15:20-22, 24). 
I Jesu Kristi navn. Amen. O 




151 




ÆLDSTE BOYD K. PACKER medlem af De Tolvs Råd. 



Beskyt familien 



Søndag morgen den 4. oktober 1970 



Jeg kommer til denne talerstol den- 
ne sabbatmorgen ivrig — måske 
som aldrig før — efter Herrens Ånds 
støttende indflydelse, efter Jeres 
tro og bønner for os her og for 
dem, som lytter, medens jeg taler 
til forældre med egensindige og 
fortabte børn. 

For nogen tid siden hørte man en 
fader, der var bekymret over et al- 
vorligt problem med sin søn, be- 
mærke: „Når han går ud, og vi ikke 
ved, hvor han er, piner det os, men 
når han er her, er han en pine for 
os." Det er om den første slags 
pine, jeg vil tale om, og jeg er ban- 
ge for, at jeg taler til et meget stort 
publikum. 

Der findes næppe et nabolag, hvor 
der ikke er mindst én moder, hvis 
sidste ængstelige tanker og bøn- 
ner inden søvnen er for en søn 
eller datter, der flakkede rundt et 
eller andet sted. Der er heller ikke 
langt mellem de hjem, hvor en 
ængstelig fader næppe kan udføre 
en dags arbejde uden gang på 
gang at falde i tanker og undrende 
spørge sig selv: „Hvad har vi gjort 
forkert? Hvad kan vi gøre for at få 
vort barn tilbage igen?" 
Selv forældre med den bedste vil- 
je — nogle, som virkelig har prø- 
vet — kender den smerte. Mange 
forældre har prøvet på enhver må- 
de at beskytte deres børn — blot 
for at opdage, at nu er de ved at 
miste et af dem. For hjemmet og 



familien bliver angrebet. Overvej 
nøje disse ord: 
Blasfemi 
Nøgenhed 
Umoralitet 
Skilsmisse 
Pornografi 
Forfaldenhed 
Vold 

Perversitet 

Disse ord har fået en ny betydning 
i løbet af de sidste par år, ikke 
sandt? 

Apostlen Paulus profeterede til 
Timoteus: 

„Det skal du vide, at i de sidste da- 
ge skal der komme strenge tider. 
Thi menneskene vil blive egenkær- 
lige, pengekære, pralende, hovmo- 
dige, spottelystne, ulydige mod 
forældre ..." (2. Tim. 3:1-3). 
Der er mere i dette skriftsted, men 
vi stopper ved sætningen „ulydige 
mod forældre". 

Vi har intet ønske om at berøre det 
emne, som volder Jer så megen 
smerte, hellerikke ønsker vi at for- 
dømme Jer som en fiasko. Men I 
har svigtet, og det er det, der gør 
ondt. Hvis fiaskoen skal ophøre, 
må man se problemer som disse i 
øjnene, ligemeget hvor meget det 
smerter. 

For få år siden blev jeg i de tidlige 
morgentimer kaldt ud til min syge 
moder, som lå på hospitalet og 
gennemgik en række undersøgel- 
ser. 



„Jeg vil hjem", sagde hun. „Jeg vil 
ikke være med til flere undersøgel- 
ser. Du skal køre mig hjem lige nu. 
Jeg vil ikke gennemgå endnu en 
dag som denne." 

„Men mor", sagde jeg, „du skal 
være færdig med undersøgelser- 
ne. De har grund til at tro, at du har 
kræft, og hvis det er, som de reg- 
ner med, har du den værste slags." 
Så! Nu var det sagt. Efter al denne 
vigen uden om, alle de hviskende 
samtaler. Efter omhyggeligt aldrig 
at have sagt det ord, når hun var i 
nærheden. Nu var det gjort! 
Hun sad stille på sin seng i lang 
tid, og så sagde hun: „Hvis det er 
sådan fat, kan det ikke være an- 
derledes, men jeg vil kæmpe." 
Hendes danske temperament kom 
op i hende. Og hun kæmpede, og 
hun vandt også. 

En og anden kunne tro, at hun ville 
tabe slaget mod den sygdom, men 
hun gik bort som en strålende vin- 
der. Hendes sejr var sikker, da hun 
så den smertefulde sandhed i øjne- 
ne. Da begyndte hendes mod. 
Forældre, skal vi først overveje 
den mest pinefulde del af Jeres 
problem? Hvis I ønsker at bringe 
Jeres søn eller datter på ret køl, 
hvorfor lader I så ikke være med at 
lave om på Jeres barn et lille øje- 
blik og koncentrerer Jer om Jer 
selv? Forandringerne må begynde 
hos Jer — ikke hos Jeres barn. 
I kan ikke fortsætte med at gøre 
det, I har gjort hidtil (selv om I 
troede, at det var rigtigt), og for- 
vente at kunne ændre noget af Je- 
res barns adfærd, når Jeres hand- 
lemåde var en af de ting, som for- 
årsagede den. 

Så! Nu er det sagt! Efter al denne 
vigen uden om, al denne bekym- 
ring over lunefulde børn. Efter al 
denne dadlen af andre, al den om- 
hu med at behandle forældre skån- 
somt. Nu er det gjort! 



152 



Det er Jer, ikke barnet, som har 
brug for øjeblikkelig opmærksom- 
hed. 

Forældre, der er betydelig hjælp 
til Jer, hvis I vil acceptere den. Jeg 
må understrege, at hjælpen, vi 
foreslår, ikke er let, for graden af 
hjælpen svarer til alvorligheden af 
Jeres problem. Der findes ingen 
patentmedicin, som kan give øje- 
blikkelig helbredelse. 
Og forældre, hvis I søger en kur, 
der ignorerer tro og religiøse lære- 
sætninger, så søger I forgæves. Er 
det ikke interessant at se, at når vi 
taler om religiøse principper og 
læresætninger og citerer skriftste- 
der, er der mange, der ikke føler 
sig rigtigt vel til pas. Men når vi ta- 
ler om Jeres problemer med Jeres 
familie og tilbyder en løsning, så er 
Jeres interesse kolossal. 
Vær klar over, at man ikke kan tale 
om det ene, uden at tale om det an- 
det og forvente at få løst sine pro- 
blemer. Når forældre først har 
lært, at der findes en Gud, og at vi 
er Hans børn, kan de se sådanne 
problemer i øjnene og vinde. 
Hvis De er hjælpeløs, er Han det 
ikke. 

Hvis De er rådvild, er Han det ikke. 
Hvis De ikke ved, hvad De nu skal 
gøre, ved Han det. 
Der skal et mirakel til, siger De? 
Godt, hvis der skal et mirakel til, 
så hvorfor ikke? 

Vi tilskynder Dem til først at starte 
med forebyggelse. 
Der er et digt af Joseph Malins, 
som hedder: „Hegnet eller ambu- 
lancen." Det fortæller om anstren- 
gelser for at få en ambulance ned 
til foden af en klippe og slutter 
med bemærkningerne fra en gam- 
mel mand, som foreslår, at man 
skulle gøre flere anstrengelser for 
at standse årsagen end for at re- 
parere resultaterne. Han kommer 
med en plan om at bygge et hegn 



på toppen af klippen og derefter 
overføre ideen på ungdommen. 
Han erklærer, at det er bedre at 
beskytte de unge godt end at rette 
de gamle op, for skønt det er godt 
at redde den faldne, er det bedre 
at forhindre andre i at falde. 
Vi forebygger fysiske lidelser ved 
immunisering. Denne hjertesorg, I 
lider af, kunne måske engang have 
været forhindret ved en simpel for- 
holdsregel. Heldigvis er netop de 
nødvendige skridt til forebyggelse 
dem, som vil sørge for helbredel- 
sen. Med andre ord, forebyggelse 
er den bedste kur, selv i frem- 
skredne tilfælde. 

Nu kunne jeg tænke mig at vise Jer 
et meget praktisk og meget kraf- 
tigt virkende sted at begynde, bå- 
de til at beskytte Jeres børn, og 
hvis I er ved at miste et, at redde 
det. 

I min hånd har jeg familiehjemme- 
aftenslektiehæftet. Det er det sy- 
vende i en serie, og det kan fås 
over hele verden på 17 forskellige 
sprog. Hvis I vil gennemgå det med 
mig, vil I se, at det er baseret på 
Det nye Testamente. Temaet er 
handlefrihed. Skønt det indeholder 
lektier fra Det nye Testamentes 
dage, nøjes det ikke med dem fra 
den tid. Det springer århundrede 
over og koncentrerer sig om Jer og 
her og nu. 

Det er godt illustreret, meget er 
farvelagt, og har mange menings- 
fyldte aktiviteter for familier med 
børn i alle aldre. 

Her på denne farverige side (lek- 
tie 5) er der et spil. Klip det ud og 
monter det på noget pap, og hele 
familien kan spille med. I vil befin- 
de Jer, afhængig af de træk, I fore- 
tager, et eller andet sted mellem 
„himmelske skatte" og „jordiske 
glæder". 

Her er en lektie med titlen: „Hvor- 
ledes vor familie blev til." (side44). 



Fortæl Jeres børn, foreslår det, 
hvordan I mødtes, blev forelskede 
og giftede Jer. Begge forældre bør 
deltage, og illustrer Jeres historie 
med billeder og små minder, I har 
gemt — brudekjolen, brudebille- 
der, etc. Det ville være en god idé 
at optage beretningen på bånd og 
gemme det til Jeres børn, som så 
kan spille det for deres egne børn 
en dag. 

Lad mig nævne nogle af de andre 
titler: „Vor familieledelse", „At læ- 
re at tilbede", „Brug rene ord", 
„Familieøkonomi", „Forældrevær- 
dighed, — et helligt kald", „Res- 
pekt for autoriteterne", „Værdien 
af humor", „Når I skal flytte", „Når 
det uventede sker", „Frelserens 
fødsel og barndom". 
Her er en, der hedder: „Et kald til 
at være frie." Det er den lokketo- 
ne, Jeres børn følger, ved I. Denne 
lektie har en side med meget offi- 
cielt udseende certifikater, og man 
bliver instrueret om at vælge en 
aktivitet for hvert familiemedlem, 
som vedkommende endnu ikke har 
lært at gøre. Derpå skal man give 
hvert medlem et certifikat under- 
skrevet af faderen: „Dette certifi- 
kat tillader ejeren at spille en me- 
lodi på klaveret, som en del af fa- 
miliehjemmeaftenen". (Barnet har 
naturligvis aldrig gået til klaverun- 
dervisning.) 

Andre certifikater kan f.eks. dreje 
sig om at gå på hænder, tale et 
fremmed sprog eller male et por- 
træt. Når så hvert medlem siger, at 
han ikke kan gøre det, han har fået 
lov til, kan man tale om, hvorfor 
han ikke er fri til at gøre de ting, 
han har fået tilladelse til. Diskus- 
sionen vil så afsløre, at alle må læ- 
re de love, der er bestemmende 
for udviklingen af en færdighed, 
og derpå lære at adlyde disse love. 
Derfor leder lydighed til frihed. 
Under „Særlig hjælp til familier 



153 



med små børn" foreslås det, at alle 
tager en legetøjsbil og kører med 
dem på en gang oppe på bordpla- 
den, lige nøjagtig som de har lyst 
til. Selv små hjerner kan se, hvilket 
resultat det vil give. 
Der er meget mere i denne lektie 
og i alle disse specielle lektier — 
de er som små kraftfulde magne- 
ter, der vil hjælpe Jer med at drage 
børnene nærmere familiekredsen. 
Dette program er bestemt til et fa- 
miliemøde, der skal afholdes en 
gang om ugen. I Kirken er mandag 
aften blevet reserveret — over he- 
le Kirken — for at familierne kan 
være hjemme sammen. Der er for- 
nylig blevet udsendt instruktioner, 
fra hvilke jeg citerer: 
„De ansvarlige for programmerne 
for Præstedømmet og hjælpeorga- 
nisationerne, inklusive tempelakti- 
viteter, sportsaktiviteter for de un- 
ge osv. bør bemærke sig denne 
bestemmelse, således at mandag 
aften vil blive respekteret ens over 
hele Kirken, og familien vil således 
ikke blive optaget af nogen af Kir- 
kens aktiviteter og kan derfor mø- 
des til familiehjemmeaften." (Præ- 
stedømmets Bulletin, september 
1970.) 

Med dette program følger løftet fra 
profeterne, de levende profeter, at 
hvis forældre vil samle deres børn 
omkring sig en gang om ugen og 
undervise i Evangeliet, så vil bør- 
nene i sådanne familier ikke fare 
vild. 

Nogle mennesker uden for Kirken, 
og uheldigvis mange inden for, 
regner med, at man kan bruge et 
lektiehæfte som dette uden helt at 
acceptere Jesu Kristi Evangelium, 
ansvarene, der følger med med- 
lemskabet af Kirken samt skrift- 
stederne, hvorpå det er baseret. 
De har lov til at gøre det. (Vi kunne 
endog give Dem et „certifikat", 
der tillader Dem at opbygge en 



ideel familie). De ville stadig ikke 
være fri til at gøre det, hvis ikke 
De adlyder lovene. At bruge et 
program som dette uden Evange- 
liet vil være det samme, som hvis I 
havde en kanyle og skulle gøre et 
barn immun over for en dødelig 
sygdom og I havde kasseret det 
serum, som kunne have reddet 
ham. 

Forældre, det er på høje tid, at I 
påtager Jer Jeres families åndelige 
lederskab. Hvis der ikke er noget 
virkeligt indhold i Jeres nuværende 
tro, så hav modet til at finde sand- 
heden. 

På nuværende tidspunkt lever den 
bedste generation af unge, der no- 
gensinde har gået på denne jord. I 
har set nogle af dem tjene en mis- 
sion. Måske har I afvist dem. I bør 
opsøge dem. Om ikke andet så 
fordi de er tilstrækkeligt bevis på, 
at ungdommen kan være hæder- 
lig. Og der er tusindvis af dem, 
som virkelig er hellige — Sidste 
Dages Hellige. 



Forældre, nu ønsker jeg at indgyde 
Jer håb. I, som lider smerte, I må 
aldrig give op; lige meget hvor 
mørkt, det bliver, eller hvor langt 
bort eller hvor langt ned, Jeres søn 
eller datter er faldet, må I aldrig 
give op. Aldrig! Aldrig! Aldrig! 
Jeg ønsker at fylde Jer med håb. 
Må Gud velsigne Jer, sorgbetynge- 
de forældre. Der findes ingen 
smerte så gennemtrængende som 
smerten forårsaget af tabet af et 
barn, ej heller findes en glæde så 
intens som glæden over dette 
barns omvendelse. 
Jeg kommer til Jer nu, som en af 
De Tolv, der hver især er ordineret 
som et særligt vidne. Jeg forsikrer 
Jer om, at jeg har det vidnesbyrd. 
Jeg ved, at Gud lever, at Jesus er 
Kristus. Skønt verden ikke ser 
Ham, ej heller kender Ham, ved 
jeg, at Han lever. Sorgbetyngede 
forældre, gør krav på Hans løfte: 
„Jeg vil ikke efterlade jer faderlø- 
se; jeg kommer til jer." (Johs. 
14:18). I Jesu Kristi navn. Amen. O 




Med taknemmelige hjerter 



PRÆSIDENT JOSEPH FIELDING SMITH 



Mine kære brødre og søstre. Ved 
afslutningen af endnu enaf Kirkens 
store konferencer ønsker jeg at 
give Jer mine velsignelser. 
Præstedømmet er den magt, der 
kan velsigne mennesket, og alle 
de, som bærer Præstedømmet, 
forventes at bruge det inden for 
deres kalds område til at velsigne 
deres medmennesker. Når en hvil- 
ken som helst af os bruger denne 
myndighed i retfærdighed og som 
vejledt af den Helligånd, vil vore 
handlinger være bindende og vil 
blive anerkendt af Herren både i 
denne tid og i evigheden. 
Og således føler jeg mig tilskyndet 
til at velsigne de hellige, alle dem, 
som elsker Herren, og som giver 
udtryk for deres hengivenhed for 
Hans værk ved at holde Hans bud. 
Jeg ønsker at velsigne dem time- 
ligt og åndeligt og beder Gud, vor 
Fader om, at Han i rigt mål vil 
skænke dem sine gaver, således 
at de må have fremgang i deres 
retfærdige stræben. 



Jeg taler på mine og Jeres vegne, 
idet jeg løfter min stemme i taksi- 
gelse til Herren for alt det, Han så 
rigeligt har skænket os. 
Vi er blevet etableret som et frit 
folk ved hjælp af vor evige Faders 
kraft. Naturens skønheder og ga- 
ver er vore, og vi har disse sand- 
heder gennem lydighed, hvorved 
vi kan leve vort liv på en måde, der 
vil behage Ham, og som vil sikre 
os et evigt og rigt liv med Ham i 
Hans evige rige. 

Jeg føler trang til at sige: Åh, vor 
himmelske -Fader, udgyd din Ånd 
i endnu rigere mål over disse, dine 
hellige, over denne lille rest af det 
spredte Israel, som har samlet sig 
om dit Evangelium i disse sidste 
dage. 

Du ved, at vi som et folk ønsker at 
tjene dig, at holde dine bud, samt 
at bringe dit sande og retfærdige 
budskab til dit folk overalt. Af den- 
ne grund sender vi vore missionæ- 
rer til enhver del af jorden. Jeg har 
igennem mange år til stadighed 
haft mine sønner i missionsmar- 
ken. En af dem er i øjeblikket i mis- 
sionsmarken i et fremmed land, 
hvor han har været gennem mange 

o 

ar. 

Vi takker dig, vor Fader, for den 
store udgydelse af sandhed og lys, 
der er kommet fra dine tjeneres 
læber under denne konference, og 
som er gået ud til ærlige menne- 
sker overalt ved hjælp af din Hel- 
ligånd. 



Vi takker dig for, at vi har fået af 
livets brød, at vi er blevet styrket 
åndeligt, at vi nu er blevet fornyet 
og forfrisket og er parate til at gø- 
re tjenester for dig, ved at udføre 
de ting, du ønsker, vi skal gøre, så 
godt vi kan. 

Vor Fader i himlen, vi er taknem- 
melige for alt det, du har givet os; 
vi anerkender din hånd i alle ting. 
Vi beder om fremgang og triumf 
over hele verden for dine hensig- 
ter. 

Vi ved, at du har talt i disse dage, 
som du gjorde i fordums tid. Vi er 
lykkelige for at være redskaber i 
dine hænder, så vi kan bringe dit 
budskab ud i verden, og stå som 
lys for verden, således at dens be- 
boere må komme til at prise dig 1 , 
idet de servore gode gerninger. 
Og vi giver nu og for evigt dit hel- 
lige navn æren og prisen i alle ting. 
I Herrens, Jesu Kristi navn. Amen. 



1 Se Matt. 5:16. 



155 




Fra Missionens Præsidentskab 



Luften er fyldt med spænding i Danmark i dag. 
Hvilken velsignelse kommer ikke til de danske 
hellige! En af vor Herres Jesu Kristi apostle kom- 
mer til Danmark for at besøge de hellige og mis- 
sionærerne og give os sine råd og sin velsignelse. 
Hvad kunne være mere vidunderligt? 
Velkommen, ældste Marion G. Romney! Velkom- 
men til Danmark. Velkommen til den dejlige 
danske mission. Velkommen til det vidunderlige, 
lille, grønne land, Deres hustrus forfædres land. 
Vi vil være så stolte over at byde denne store 
mand velkommen til Danmark og sidde ved hans 
fødder og høre og efterleve hans ord. Han vil 
gøre os stærke. Han vil give os råd og vejled- 
ning, styrke og støtte os, fordi vi er i harmoni 
med den Ånd, der opbygger Guds rige i Danmark. 
Vi er ved at træffe arrangementer, så alle kan 
høre ældste Romney og hilse på ham. For med- 
lemmerne på Fyn og i Jylland vil han være i Aar- 
hus lørdag den 8. maj, og søndag morgen til 
Præstedømmet og til konference kl. 10-12. Der- 
efter tilbage til København til konference om efter- 



middagen med masser af tid til spørgsmål, svar 
og hilsener. 

Det vil blive storslåede dage for os alle. Hver 
gang vi er i store mænds eller kvinders nærhed, 
bliver vi selv større. 

Jeg håber vi alle vil få mulighed for at komme til 
Aarhus og København, komme for at hilse på vor 
Himmelske Faders tjener, komme for at træffe 
ham, komme for at lytte og for at lære. Han vil 
bringe særlige budskaber med sig fra Profeten 
og vil fylde vor sjæl med styrke, fred og kærlig- 
hed. 

Han er en mand med stor erfaring, visdom og 
kundskab. Lad os derfor alle lægge vægt på selv 
at komme og tage vor familie og vore under- 
søgere med, og komme og vente på, at Herren 
skal udgyde sin Ånd over os, medens vi lærer 
store sandheder om Jesu Kristi evangelium. 
Må vor Himmelske Fader velsigne os med kon- 
ferencens ånd. Missionspræsidentskabet vil 
være stolt over at træffe jer og hilse på jer. 

Paul L. Pehrson, missionspræsident 



156 



G.U. F.-Seminar i København 
13. og 14. februar 1971 



Festlige, dejlige, lærerige dage med for- 
årsstemning og højt humør. Sådan for- 
løb den 13. og 14. februar for en gruppe 
GUF-ledere og entusiaster fra hele lan- 
det samlet i København. GUF holdt se- 
minar. 

Fra alle dele af landet kom de unge, de, 
som vi betegner som Kirkens ledere af 
i morgen, men som i mange tilfælde, 
trods deres unge alder, er ledere alle- 
rede. Kun 4-5 af de 86 tilstedeværende 
havde ikke stillinger i GUF, og langt de 
fleste var mellem 16 og 25 år. Har vi 
virkelig kun så få „ældre", der arbejder 
med og har ansvar for GUF, eller har de 
tænkt: „Lad de unge rejse, vi har nok 
at se til endda."? Hvis det er tilfældet, 
så kender de ikke deres besøgelsestid, 
for hvor skal de få kundskab og inspira- 
tion til det daglige GUF-arbejde, hvis de 
ikke kommer, når de bliver indbudt? GUF 
er en meget omfattende organisation, 
som hele tiden fornyr sig; det er nød- 
vendigt at følge med, hvis man vil være 
en støtte for de unge. 
Vi samledes lørdag eftermiddag på 
Maglegårds allé, og under ledelse af 
Jørgen Ringheim, forstander for GUF. s 
missionsbestyrelse, åbnedes der med 
sang og bøn, hvorefter Lis Haupt frem- 
sagde valgsproget på bedste GUF-vis. 
Herefter indledte Bernd Larsen fra Kir- 
kens oversættelseskontor (TSD) med at 
give en kort oversigt over den vej, alle 
materialer må gå, førend de fra deres 
engelske oprindelse i Salt Lake City kan 
ligge på den danske forbrugers bord i 
oversættelse. Så gik vi over til aktivite- 
terne, først lejr-workshop ved Grethe 
Lundbæk og Georgia Nielsen. Festligt og 
levende berettedes om lejrlivets glæder, 
og alle blev sat i gang med at binde 
knob og lægge forbindinger, færdigheder 
der hører til lejrprogrammet. 
Herefter var der ideer til forprogrammer. 
Pia Jensen gav gode tips om drama, og 
Dick Greisen ledede en morsom musi- 
kalsk quiz mellem to hold, og sluttelig 
gav Grethe Ljungstrøm i sin egenskab af 
taleleder mange fine og interessante for- 
slag til taleprogrammer. 
En kort pause. Og så var der tid for 
klasseaktiviteter. Søren Sørensen for- 
klarede på sin vanligt slagfærdige måde 
om danselederens opgave og mindede 
os om, at et er væsentligt, at vi er på- 
passelige med den musik, vi spiller i 
Kirken. Navnlig er det nødvendigt at øve 
kontrol med teksterne, idet vi naturligvis 
ikke kan spille plader, hvis sangere op- 



fordrer til umoral, stofmisbrug eller dyr- 
kelse af onde magter. Undgå den 
„hårde" beat, og lad den ikke spille for 
fuld udblæsning. Man skal kunne høre, 
hvad man selv siger, uden at skulle 
råbe. Han sluttede med at lade fire bi- 
kubepiger give en opvisning i en „dans 
med pinde", som de kun havde øvet en 
halv times tid, altså inden for den tid, 
der kan gives til klasseaktivitet, og det 
gik meget fint. Man fik lyst til at prøve. 
Dick Greisen gav derefter ideer til musi- 
kalsk klasseaktivitet. På et øjeblik fik 
kan stablet et interimistisk orkester på 
benene, alle betjente sig af simple in- 
strumenter, såsom grydelåg, kagedåser 
og hjemmelavede raslere. Det lød ud- 
mærket. Pia Jensen fortalte derefter om 
skuespil som klasseaktivitet, og hendes 
mand, Lee Jensen, gav en festlig panto- 
mime, som en deltager skulle gætte me- 
ningen med, hvorpå hun skulle give den 
videre til næste deltager. Marion Aagers 
version vakte vild jubel. Til slut blev en 
række former for morsomme taleaktivi- 
teter gennemgået af Grethe Ljungstrøm, 
og cirkulærer med oversigt over alt, hvad 
vi havde været med til i dagens løb, blev 
uddelt. Derefter spisepause. 
Efter middagen kom et af de virkelige 
højdepunkter: FESTINORD-filmen fra 
Aalborg, lavet af Henrik Als, Peter J. 
Beck, Christian Ringheim og Søren Sø- 
rensen. Den vakte minder med sin hu- 
mørfyldte kavalkade over sommerens be- 
givenheder og fik mange til at beslutte 
sig til at forny bekendtskabet med 
FESTINORD. KOM TIL NORGE, MIN 
FAR! 

Så kom sekretærgennemgang ved Inge 
Williams og derefter fest-workshop. Hvil- 
ken oplevelse! Alle deltagerne blev delt 
op i 4 hold: musik, pyntning, forfrisknin- 
ger og underholdning, og i løbet af et 
øjeblik var alt tilrettelagt, og aftenen 
mundede ud i sjov fællesdans, ledet af 
Søren og Eva, god underholdning, dejlige 
forfriskninger og masser af musik med 
Ole Petersen ved båndoptageren. Alle 
var med, og alle morede sig, så det var 
svært at slutte af. Men til sidst måtte 
enhver til sit logi for at sunde sig inden 
søndagens program. 

Amager Gren havde lånt os sin kirke- 
bygning til søndagens møder, der igen 
blev ledet af Jørgen Ringheim. Henny 
Rasmussen, rådgiver i missionsbestyrel- 
sen, gav en kort oversigt over GUF. s 
kalendergang, hvorefter Orla Rasmussen, 
rådgiver i GUF.s missionsbestyrelse, be- 
handlede emnet: statusmøde. Han poin- 
terede vigtigheden af at føre tilstede- 
værelsesprotokollen korrekt og opford- 
rede alle ledere til at støtte de unge 
mænd i arbejdet med en „PLIGT mod 
GUD-belønning", som er noget nyt i 
drengearbejdet. Broder Ringheim talte 



om budget og forklarede, hvor meget det 
betyder for en GUF at lægge et lang- 
tidsbudget for et år ad gangen og give 
det i rette tid til grenen. „Der skal bru- 
ges mange penge til ungdomsarbejde, 
men uden budget får I ikke en øre." 
Vi overværede derefter en lille sketch, 
der viste os, hvordan et klassepræsi- 
dentskab fungerer. Det er der vist mange, 
der aldrig har forstået før. Broder Ras- 
mussen gennemgik formålet med Biskop- 
pens Ungdomsråd, dets ansvar og hvor- 
ledes det bliver valgt. Lee Jensen under- 
viste i undervisningsteknik (han er selv 
lærer med særlig uddannelse i pæda- 
gogik), og han forklarede os navnlig be- 
tydningen af et indbydende og velind- 
rettet klasseværelse, hvilket kan frem- 
skaffes ved at flytte lidt rundt på det be- 
stående inventar. Men vigtigere end det 
er dog, at den, der arbejder med unge, 
kan lide de unge, ellers skulle han slet 
ikke arbejde med dem. 
Orla Rasmussen placerede grenspræsi- 
dentens ansvar for fireside for alle unge 
under Gleaner og M-Mands alderen og 
over Bikube spejderalderen, hvorpå 
Henny Klitgaard advarede os imod at 
spilde vor kostbare tid på dårlige uge- 
blade og anden smudslitteratur, som en 
optakt til den dynamiske gennemgang 
af god litteratur, som Kjeld Poulsen gav 
os. Han kender til bunds hver bog, han 
omtaler, det er en fryd at høre på, og 
man får lyst til at styrte hjem og læse 
alt, hvad han anbefaler. 
Hvad er hensigten med påklædnings- 
standarder? Hvilke GUF-arrangementer 
må man vente med at deltage i, til man 
er blevet Mia-Maid eller Explorer? Får 
de unge chance til at udvikle sig med 
al den beskyttelse vi giver dem? Hvad 
er gruppelederens ansvar, etc, etc. Disse 
var kun nogle af de mange spørgsmål, 
der blev opkastet af præsidentinden for 
GUF.s missionsbestyrelse, Anni Ring- 
heim, i hendes gennemgang af GUF.s 
politik og standarder. 
Og så var der spørgetid for alle. Der var 
mange spørgsmål, f.eks. vedrørende 
manglende materiale, små GUF.ers van- 
skeligheder ved at gennemføre klasse- 
og aktivitetsprogrammer, belønninger og 
meget andet. Mødet sluttede kl. 13, hvor- 
efter alle deltagere deltog i et herligt 
fælles måltid. Præsident Paul L. Pehr- 
son og hans hustru, som havde deltaget 
i seminaret hele søndagen, blev og 
spiste sammen med deltagerne. 
Til alle medvirkende på lørdagens og 
søndagens programmer retter vi en tak 
for deres indsats og præcision, der re- 
sulterede i, at de fastsatte tider kunne 
overholdes. Også tak til alle søskende, 
der var så venlige at huse deltagerne 
natten mellem lørdag og søndag. 

BL + PJ (AR) 



157 



Ordinationer: 

Randers: 31. maj 1970: 
Peder Reinhold Andersen ordineret til 
ældste af missionspræsident Paul L. 
.Pehrson. 

Esbjerg: 28. juni 1970: 
Arne Hansen ordineret til præst af bro- 
der Bendt D. Jensen. 
København Nordre Gren: 1. nov. 1970: 
Knud Egon Larsen ordineret til diakon af 
ældste Thomas Farmer. 
8. november: 

Erik Damborg ordineret til diakon af bro- 
der Willi Block Johansen. 
Nordsjælland Gren: 17. november 1970: 
Jørgen Richard Windfeld Schmidt ordine- 
ret til lærer af broder Jørgen Frederik 
Windfeld Schmidt. 

Bjarne Lund Jakobsen ordineret til lærer 
af broder Arne Jakobsen. 
Amager Gren: 11. november 1970: 
Leif Angelo Thomsen ordineret til ældste 
af missionspræsident Paul L. Pehrson. 
10. januar 1971: 

Christian L. W. Larsen ordineret til lærer 
af broder Flemming Eliasen. 
Fredericia: 25. oktober 1970: 
Ole Ravn Petersen ordineret til lærer af 
broder Niels Holger Klausen. 
20. december: 

Poul Rosenørn Sølbæk ordineret til præst 
af broder Andreas Sølbæk. 
24. januar 1971: 

Ole Ravn Petersen ordineret til præst 
af broder Niels Holger Klausen. 



København Gren: 13. december 1970: 
Per Krogh Svendsen ordineret til ældste 
af missionspræsident Paul L. Pehrson. 
Skive: 3. januar 1971: 
Leo Dahl Andersen ordineret til diakon 
af broder Axel Overvad Andersen. 
Leif Overvad Andersen ordineret til læ- 
rer af broder Axel Overvad Andersen. 
10. januar: 

Brian Erling Reuter ordineret til lærer af 
broder Svend Aage Reuter. 
17. januar: 

John Hougaard Olesen ordineret til æld- 
ste af missionspræsident Paul L. Pehr- 
son. 

Frederikshavn: 10. januar 1971: 
John Henrik Hansen ordineret til lærer af 
broder Søren Nielsen. 
Aalborg: 10. januar 1971: 
Donald Hayes ordineret til præst af bro- 
der Anton Falden. 

Kim Komdrup Adelborg ordineret til dia- 
kon af broder Leif Klitgaard. 
17. januar: 

Jens Pedersen ordineret til ældste af mis- 
sionspræsident Paul L. Pehrson. 
Sønderborg: 31. januar 1971: 
Bent Martin Iversen ordineret til ældste 
af missionspræsident Paul L. Pehrson. 
Aarhus: 31. januar 1971: 
Ole Holm Bendtsen ordineret til ældste 
af missionspræsident Paul L. Pehrson. 



Fødselsdage: 

Vi siger til lykke til følgende søskende: 
Sara Eleonora Urania Andersen, Nordre 
Gren, 90 år den 3. juni. 
Else Marie Stricker, København Gren, 70 
år den 6. juni. 

Kæri Christensen, Aalborg, 65 år den 6. 
juni. 

Kaj Johan Vilhelm Danneborg, Køben- 
havn Gren, 70 år den 11. juni. 
Peter Aage Helberg, Odense, 70 år den 
13. juni. 

Elvina Baunsgaard, Skive, 80 år den 16. 
juni. 

Anna Marie Sorgenfrei, Aabenraa, 75 år 
den 17. juni. 

Kaj Eris Fischer, Herning, 70 år den 18. 
juni. 

Ingeborg Thora Louise Johansen, Køben- 
havn Gren, 80 år den 19. juni. 
Theodora Sofie Nielsen, København 
Gren, 90 år den 20. juni. 
Anna Pedersen Kobæk, Horsens, 75 år 
den 20. juni. 

Olga Soelberg, Fredericia, 70 år den 27. 
juni. 

Meta Dybvang, Fredericia, 70 år den 9. 
juni. 



Tempelrejse 

I dagene 2. til og med 6. marts deltog 12 
brødre og 15 søstre fra den danske mis- 
sion i en rejse til templet i Schweiz. I de 
fem dage blev der udført følgende ordi- 
nanser af de danske søskende: 
Dåb (for de døde) 

Mandlige 505 

Kvindelige 50 lait 555 

Ordinationer (døde) lait 186 

Endowments (Levende) 

Mandlige 3 

Kvindelige 3 lait 6 

Endowments (Døde) 

Mandlige 186 

Kvindelige 194 lait 380 

Beseglinger 
(Hustruer til mænd) 

Levende 3 

Døde 58 lait 61 

Beseglinger 
(Børn til forældre) 

Levende 7 

Døde 520 lait 527 

lait ordinanser 1715 



Velsignelser: 

Esbjerg: 5. juli 1970: 
Bjarne Schmidt og Janne Thye Nielsen 
Schmidts søn, Allan Schmidt, velsignet 
af broder Bent Bisgaard. 
Søren Nielsen og Lis Christiansen Niel- 
sens søn, Ole Nielsen, velsignet af bro- 
der Bent Jensen. 

Nordsjælland Gren: 21. juni 1970: 
Bent Alfred Nielsen og Laila Inge-Lise 
Nielsens søn, Ulrik Thomas Nielsen, vel- 
signet af sin fader. 

2. november: 

Mogens Rafn Mogensen og Heidi Gallati 

Mogensens søn, Daniel Rafn Mogensen, 

velsignet af sin vader, 

Børge Kristensen og Gurli Vilhelmine 

Kristensens datter, Line Dorte Kristensen, 

velsignet af broder Bent Nielsen. 

Frederikshavn: 9. august 1970: 

Carlo og Gerda Poulsens søn, Jon Gjer- 

lufsen Poulsen, velsignet af broder Jens 

Holm Larsen. 

22. november: 

Harding og Elisabeth Larsens søn, Per 

Harding Larsen, velsignet af sin fader. 

3. januar 1971; 

Tage Holm Larsens og Conni Larsens 
datter, Anni Holm Larsen, velsignet af 
sin fader. 

København Nordre Gren: 3. januar 1971: 
Claus Zimmermann Pedersen og Evy Si- 
monsen Pedersens datter, Christina Jun- 
ker Pedersen, velsignet af sin fader. 
Odense: 6. november 1970: 
Ole og Mette Kosters datter, Marianne 
Køster, velsignet af sin fader. 
3. januar 1971: 

Bente Anita Liebmann Jensens datter, 
Lykke Kristina Liebmann Jensen, velsig- 
net af ældste David Olsen. 
7. februar: 

Gunner og Tove Andersen Larsens søn, 
Paw Michael Hansen, velsignet af bro- 
der Poul Andersen. 

Karl Ove Ilskov Nielsen og Inge Karin 
Nielsens datter, Stine Reinhardt Nielsen, 
velsignet af sin fader. 
København Gren: 6. december 1970: 
Johan og Gerda Benthins søn, Mark Da- 
vid Benthin, velsignet af sin fader. 
27. december: 

Per og Jenny Svendsens søn, Jeppe Mar- 
tan Krogh Svendsen, velsignet af sin fa- 
der, 

22. januar 1971: 

Bent og Mette Else Ramsdahls datter, 
Elisabeth Ramsdahl, velsignet af broder 
John L. Jørgensen. 
Horsens: 7. februar 1971: 
Bjarne og Lissy Grethe Pedersens søn, 
Lars Tore Pedersen, velsignet af sin fa- 
der. 



158 



Dåb: 

København Nordre Gren: 9. aug. 1970: 
Alice Hall, døbt af broder Flemming Hall, 
håndspålæggelse ved samme. 
3. oktober: 

Lars Christian Victor, døbt af broder Ole 
Victor, håndspålæggelse ved samme. 
10. oktober: 

Inge Lise Lykkegaard Nielsen, døbt af 
broder Finn Vest Lykkegaard Nielsen, 
håndspålæggelse ved samme. 
23. oktober: 

Knud Egon Larsen, døbt af broder Ver- 
ner Korsgaard, håndspålæggelse ved 
ældste Leeland Rasmussen. 
Sonja Irene Larsen, døbt af ældste Ri- 
chard D. Olsen, håndspålæggelse ved 
ældste David Kemp. 

Flemming Steen Larsen, døbt af ældste 
Tom Farmer, håndspålæggelse ved bro- 
der Willi Block Johansen. 
Lone Larsen, døbt af ældste Steve Ralli- 
son, håndspålæggelse ved broder Jørgen 
Ljungstrøm. 
1. november: 

Claus Meilsøe, døbt af broder Per Meil- 
søe, håndspålæggelse ved samme. 
Esbjerg: 7. november 1970: 
Inger Margrethe Nielsen, døbt af ældste 
Tom Crandall, håndspålæggelse ved bro- 
der Carl-Johan Grabe. 
Fredericia: 7. november 1970: 
Mette Marie Blønd, dobt af broder Knud 
Palle Blønd, håndspålæggelse ved sam- 
me. 

Aalborg: 20. december 1970: 
Dyg Edel Margrethe Larsen, døbt af æld- 



ste Harold D. Skousen, håndspålæggelse 
ved ældste Palle E. Poulsen. 
30. januar 1971: 

Ellen Poulsen, døbt af ældste Alan Boh- 
rer, håndspålæggelse ved ældste Larry 
Gardner. 

Skive: 20. december 1970: 
Dannie Alvin Reuter, døbt af broder 
Svend Aage Reuter, håndspålæggelse 
ved samme. 

Viborg: 20. december 1970: 
Dorthe Dahl Overvad Andersen, døbt af 
broder Axel Overvad Andersen, hånds- 
pålæggelse ved ældste Thorvald Jensen. 
København Gren: 1. januar 1971: 
R. Sandra Anthony, døbt af ældste Mark 
Millett, håndspålæggelse ved ældste 
Keith Anderson. 
9. januar: 

Edith M. Jørgensen, døbt af ældste Alan 
Bohrer, håndspålæggelse ved broder Ib 
Hansen. 

Silkeborg: 2. januar 1971: 
Karen K. Andersen, døbt af ældste Allan 
Bruun, håndspålæggelse ved ældste Max 
Neilsen. 

Frederikshavn: 6. februar 1971: 
Erik Holm Larsen, døbt af broder Tage 
Holm Larsen, håndspålæggelse ved sam- 
me. 

Horsens: 6. februar 1971: 
Jørgen Ejler Eriksen, døbt af ældste Tor- 
kil Dressø, håndspålæggelse ved broder 
Anton Kobæk. 
Hjørring: 10. februar 1971: 
Jørgen Christiansen, døbt af ældste Don 
Fullmer, håndspålæggelse ved ældste 
Palle Poulsen. 



Missionærafløsninger: 

Følgende missionærer er blevet hæder- 
lig afløst fra deres arbejde i den danske 
mission: 

21. januar 1971: 

James V. Murdock fra Carey, Idaho, efter 
sidst at have arbejdet som sekretær til 
missionspræsident Paul L. Pehrson. 

I. marts 1971: 

Mark F. Robinson fra Afton, Wyoming, 
efter sidst at have arbejdet som assistent 
til missionspræsidenten. 
Richard Olsen fra Salt Lake City, Utah, 
efter sidst at have arbejdet som assistent 
til missionspræsidenten. 

II. marts 1971: 

David Olsen fra Moreland, Idaho, efter 
sidst at have arbejdet i Odense. 
Lynn Palmer fra Idaho Falls, Idaho, efter 
sidst at have arbejdet i Rødovre. 



Dødsfald: 

Amager: 

Den 11. oktober 1970 døde søster Anna 
Margrethe Jensen, 51 år gammel. Æret 
være søster Jensens minde! 
Aalborg: 

Den 6. oktober 1970 døde broder Marius 
Eriksen Jensen, 86 år gammel. Æret være 
broder Jensens minde! 
Aarhus: 

Den 26. december 1970 døde broder 
Martin Peter Sørensen, 61 år gammel. 
Æret være broder Sørensens minde! 
Silkeborg: 

Den 2. februar 1971 døde broder Johan- 
nes Mikael Jørgensen, 56 år gammel. 
Æret være broder Jørgensens minde! 
København Gren: 

Den 3. marts 1971 døde broder Niels 
Christian Farcinsen, knap 81 år gammel, 
og blev begravet fra kirken på Priorvej 
den 10. marts. Æret være broder Farcin- 
sens minde! 




Mary Windfeld Kaiser 

Den 1. april i år blev der i det stille 
fejret et ganske bemærkelsesværdigt 
jubilæum på Den danske Stjernes kon- 
tor på Priorvej i København. Str. Mary 
Kaiser ■ — kendt og afholdt af utallige 
hellige in Danmark og Amerika — fejrede 
20-året for sin tiltrædelse som redaktør 
for Den danske Stjerne. 

I overensstemmelse med Str. Kaisers 
natur gik jubilæret for sig i ubemærket- 
hed, men str. Kaisers indsats for Den 
danske Mission i årenes løb har været 
og er af et sådant omfang, at den fortje- 
ner vor fulde anerkendelse og respekt. 

I virkeligheden er str. Kaisers karriere 
som fuldtidsbeskæftiget for Den danske 
Mission meget længere end blot 20 år. 
Allerede så langt tilbage som i december 
1939 blev hun fast tilknyttet Missions- 
kontoret, og siden da har hun med kun 
et par års afbrydelse arbejdet utrætteligt 
med sine mange forskellige opgaver som 
sekretær, genealog, oversætter m. m. 

„Der er en lykke i livet, 
som ikke vendes til lede: 
Det at du glæder en anden, 
det er den eneste glæde." 

Således udtrykte en digter sig, og den 
lykke, han beskriver, kendetegner str. 
Mary Kaiser, der ved sit arbejde gen- 
nem årene har været og er til glæde og 
velsignelse for utalte mange i hele Den 
danske Mission. 

B. J.L. 



„ ... og giv mig i går" 

AF RICHARD L. EVANS 

For ca. tre århundreder siden sagde Thomas Browne: „Der er en an- 
den mand inden i mig, som er gal på mig." 1 Dette er beskrivende for 
den ubehagelighed, som nogle, der ikke kan finde fred inden i sig 
selv, føler. Fred i sindet bliver ønsket meget alvorligt, ja, nogle gange 
bliver det et desperat ønske. Og hvad er det så inden i os, som bliver 
gal på os? Årsagerne er naturligvis mangfoldige, men på en eller 
anden måde går de på tværs af livets lys: ikke at leve som vi ved, vi 
burde; i disharmoni med andre, somme tider med os selv; ikke at 
have en ren samvittighed, nogle gange ved ikke at gøre det, vi burde 
gøre — og nogle gange ved med fuldt overlæg at gøre noget forkert. 
Dette får mig til at tænke på en sætning af Elbert Hubbard, som 
sagde: „Mennesket bliver straffet af deres synder og ikke for dem." 2 
Dette er et univers med lov og orden. Naturen retter sig efter loven. 
Sfærerne og planeterne bevæger sig i deres bestemte tid. Hvis vi 
ønsker særlige resultater i den fysiske verden, er vi nødt til at rette os 
efter loven, nøjagtig som videnskabsmænd, ingeniører og skaberne 
og opbyggerne af ting for længst har fundet ud af. Og hvorfor skulle 
mennesket, så følsomt og sammensat det er, både fysisk, åndeligt, 
mentalt og moralsk, tro, at han kan gå på tværs af loven og stadig 
have det storartet. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Når vi mis- 
bruger os selv fysisk, når vi gør det, som skader den følsomme men- 
tale og åndelige og moralske mekanisme, betaler vi en pris, skønt 
den fulde pris nogle gange ikke er umiddelbar synlig — og tragedien 
er, at den pris, vi betaler, er langt udover det, vi havde beregnet. Vi 
husker ordene fra en person, som bønfaldt: „Åh, Gud! Drej dit univers 
tilbage og giv mig i går." 3 Men vi kan ikke gå tilbage til i går. Livet 
bevæger sig kun én vej. Vi kan angre, vi kan forbedre os, vi kan gøre 
vort bedste for at gøre os gode igen, og vi kan finde fred i et sundt og 
retfærdigt forehavende. Men indtil vi retter de forkerte handlemåder 
ærligt og oprigtigt, vil der være noget vredt inden i os — og det er 
ikke særligt rart at leve med. „Åh, Gud! Drej dit univers tilbage og giv 
mig i går." Det er ikke den vej, livet går. Men vi kan leve, så vi har 
fred i sindet, uden at have en vred person inden i os selv. 

1 Browne, Sir Thomas —(1605—1682) Religio Medici, II, 1642. Eng. forfatter og læge. 

2 Hubbard, Elbert — (1856—1915) The Philistine, vol. XI, p. 7. Am. forfatter og redaktør. 

3 Jones, Henry Arthur — (1851—1929) Silver King, Eng. playwright. Q